Dansk Folkepartis finansordfører har ikke stor tiltro til, at Socialdemokratiet kan fikse kommunal udligning.

René Christensen, der er finansordfører for Dansk Folkeparti, har svært ved at lade sig begejstre, når Socialdemokratiets kommunalordfører, Magnus Heunicke, lover at sætte sig i spidsen for at løse med problemerne med den kommunale udligning efter valget.

DF'eren sad med ved bordet, da der i sommer netop blev forhandlet om en reform af udligningsordningen.

Forhandlinger, der endte resultatløse, fordi der ikke kunne skabes bred enighed om en ny måde at fordele pengene mellem rige og fattige kommuner.

- Jeg synes, at det er lidt hyklerisk, at Heunicke lover noget efter valget, som han ikke kunne levere på i sommer.

- Det skinnede igennem, at Socialdemokratiet har den udfordring, at de har borgmesterposterne i København og andre større byer, som kan miste penge på et nyt udligningssystem. Blandt andet derfor endte vi uden aftale, siger René Christensen.

Han mener, at der skal mere til end at prøve at lappe på et system, som alle er enige om ikke fungerer.

- Vi er nødt til først at sætte os ned og diskutere, hvad kernevelfærd er. Og så skal vi bygge en ny ordning op omkring det.

- Hvis vi kun kigger på det nuværende system og på, hvem der vinder og taber, hvis vi ændrer noget, kommer vi ingen vegne.

René Christensen har masser af eksempler på, at den nuværende udligning er forældet og baserer sig på forkerte kriterier.

- Tag et område som infrastruktur. Det er langt dyrere at salte vejene i en større kommune som Guldborgsund, hvor jeg kommer fra, end det er på Frederiksberg, men det tager udligningen ikke højde for.

- Omvendt indregner man omfanget af etagebyggerier som et kriterie, selv om der ikke bor ret mange sociale klienter i de dyre lejlighedskomplekser, der bliver bygget i København og for den sags skyld også på havnen i Nykøbing Falster, siger han.

/ritzau/