Det er udmærket, at fødevareminister Dan Jørgensen vil have danskerne til at bruge nordisk madkultur noget mere, men det nytter ikke noget, hvis danskerne ikke har tid. Det mener Dansk Folkeparti.

Hvis det står til fødevareminister Dan Jørgensen (S), skal der mere nordisk jomfruhummersuppe og mindre spaghetti med kødsovs på spisebordet i de danske hjem. Ifølge Politiken vil ministeren nemlig have et opgør med de danske madvaner for blandt andet at gøre danskerne sundere og mindske madspild.

Og det er i princippet et hæderligt forslag, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen (DF).

»Hvis Dan Jørgensen mener, at danskerne skal blive bedre til at bruge den nordiske madkultur til at styrke fællesskabet med hinanden, så synes jeg, det er ganske udmærket,« siger han.

Problemet er bare, at danskerne - som det ser ud nu - ikke har tiden til at bruge lang tid på at kokkerere den nordiske mad, lyder det fra politikeren fra Dansk Folkeparti.

»Han (Dan Jørgensen, red.) glemmer, at det her også handler om familiepolitik. Der er mange danskere, der har meget travlt og derfor ikke har tid til at få det til at hænge sammen med børn og med at handle ind i hverdagen,« siger han.

Han mener desuden, at hvis man skal give danskerne mere tid til at fokusere på at lave sund mad, så kræver det, at man kigger mere overordnet på indretningen af samfundet.

»Hvis familierne skal have mere tid til at lave mad sammen, så kræver det også, at vi for eksempel har nogle dagsinstitutioner, der er indrettet mere fleksibelt. Det kræver en langt større sammenhæng i forhold til, hvordan vi tilrettelægger familiepolitikken i Danmark,« siger Martin Henriksen og understreger, at problemstillingen er kompleks og at han derfor ikke bare lige kan hive et svar ud af ærmet.

»Men jeg mener, at det er noget, regeringen skal tage fat på, hvis de mener, at danskerne skal gøre mere ud af den nordiske madkultur.«

For det kan styrke fællesskabet, hvis de danske børnefamilier får mulighed for at gøre noget mere ud af at dyrke madlavningen i de små hjem, mener Martin Henriksen.

»Dansk madkultur kan skabe fællesskab både internt i familien, men også med andre danskere. Pointen er bare, at hvis vi skal gøre noget ved det for alvor, så skal vi kigge på de børnefamilier, der ikke har tiden til det. Ellers bliver det bare et slag i luften,« siger han.