DF afviser Nadja Isaksen: 'Det er slet ikke nogen diskussion, vi har'
Dermed har samtlige blå partier afvist Nadja Isaksen.

Dermed har samtlige blå partier afvist Nadja Isaksen.

Løsgængeren Nadja Natalie Isaksen skal ikke være medlem af Dansk Folkeparti.
Det siger partiets gruppeformand Alex Ahrendtsen til Ritzau.
»Selvfølgelig skal hun ikke ind i Dansk Folkeparti,« siger Ahrendtsen.
»Det er slet ikke nogen diskussion, vi har. Det er en diskussion, som I i medierne har,« siger han.
I søndags meldte Isaksen sig ud af Borgernes Parti og blev dermed løsgænger i Folketinget.
Her forsøgte B.T. at få en kommentar fra Dansk Folkepartis leder, Morten Messerschmidt, om, hvorvidt han kunne se for sig, at Nadja Isaksen kunne blive en del af partiet.
Det ville han dog ikke afvise søndag aften, hvorefter han smed røret på, da B.T. ringede til ham.
Med Dansk Folkepartis afvisning har samtlige blå partier på borgen afvist at få hende med ombord.
Venstres gruppeformand, Morten Dahlin, har meddelt til Ritzau, at hun ikke er velkommen i Venstre.
»Jeg kan overhovedet ikke se for mig, at Venstres folketingsgruppe skulle ønske at optage en person, der har defineret danskhed som et genetisk spørgsmål,« sagde han.
Hos Liberal Alliance har der heller ikke været noget ønske om, at få Nadja Isaksen som medlem af folketingsgruppen.
»Vi (Liberal Alliance, red.) mener, at at alle, som har brugt tid og kræfter på at arbejde for Lars Boje, har udvist mangel på basal menneskelig dømmekraft, sagde gruppeformand Ole Birk Olesen til DR.
Danmarksdemokraterne og Konservative har også afvist at få Nadja Isaksen med på partiernes hold på Christiansborg.
Det oplyste partierne til henholdsvis DR og TV 2 mandag.
Nadja Isaksens udmeldelse af Borgernes Parti fik Henrik Qvortrup til at sige, at Lars Boje 'simpelthen er til grin'.
»Han har tabt det hele på gulvet,« lød dommen fra B.T.s politiske analytiker.