Lyt til artiklen

Voldsomt stigende energipriser har ført til, at flertal er enig om varmecheck, men den lader vente på sig.

Loven, som sikrer en varmecheck til danskere, der er ramt af høje energipriser, forventes først vedtaget i maj.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til Ekstra Bladet.

- Alt efter hvordan Folketinget tilrettelægger processen ventes loven vedtaget i maj, oplyser ministeriet i et skriftligt svar.

Varmechecken blev af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) ellers kaldt for en "akut økonomisk håndsrækning til de ramte danskere".

I sidste måned indgik regeringen med støttepartierne SF, De Radikale og Enhedslisten samt Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet en aftale om varmechecken.

- Først når loven er vedtaget har ministeriet hjemmel til at behandle det data, der skal bruges til udbetaling, oplyser ministeriet til Ekstra Bladet.

Ifølge aftalen skal en udvalgt gruppe på 320.000 husstande have en engangscheck på 3750 kroner.

Der er helt konkret afsat en milliard kroner til engangsbeløbet på 3750 kroner, som sendes afsted til husstandene, der opfylder en række krav. Blandt andet at de har en indkomst under 550.000 årligt.

/ritzau/