Det store og overraskende besøg for Donald Trump Jr. i Grønland er godt i gang.
Det præcise program for dagen har været lidt af et mysterium, men nu kan B.T. afsløre, at den kommende præsidentsøn i skrivende stund sidder på Hotel Hans Egede restaurant A Hereford Beefstouw.
Det bekræfter restuarantmanager Jacob With Jørgensen til B.T.
»Ja, de sidder og spiser frokost lige nu. De kom klokken 12 (grønlandsk tid, red). Han er her med en del af hans entourage – de kommer lidt løbende, men der er en 20 til 25 personer,« siger han.
Donald Trump Jr. får da også alt godt fra menuen til denne frokost.
»De får lidt blandet. Der er skaldyrsfad – lidt snekrabber og grønlandske rejer og kammuslinger. De får også en platte med forskellige grønlandske specialiteter. Der er hval, moskusokse, lam og rensdyr,« uddyber han og tilføjer:
»Der er god stemning. Det er uformelt. De sidder og snakker og chitchatter.«
Restauranten fik da også travlt, da det først var i går, at de fik forespørgslen på den store frokost.
Det grønlandske medie Sermitsiaq har tidligere løftet en del af sløret for, hvad den kommende amerikanske præsidents søn skal lave under besøget.
Det gjorde de via Jørgen Boassen, der er Don Jr.s guide i timerne i hovedstaden:
»Han skal på rundvisning her i Nuuk, og være forskellige steder. Jeg kan ikke komme dybere ind i programmet. Det bliver en hyggelig tur, hvor vi for eksempel tager en tur til museet og andre seværdigheder, hvor der kan tages fantastiske billeder. Men vi skal også spise sammen, formentlig i Hotel Hans Egede,« fortæller Jørgen Boassen til mediet.
Besøget har – siden det blev kendt af offentligheden – været ventet med spænding.
Det skyldes, at Donald Trump i stigende grad har vist interesse for netop Grønland. Og senest i et opslag på Truth Social natten til tirsdag kunne den kommende præsident genbekræfte sin interesse for verdens største ø.
B.T. følger besøget minut for minut. Følg hele besøget i B.T.s liveblog HER.
