I al stilhed og mens der forsøges at dannes en ny regering efter folketingsvalget, fik Nye Borgerlige i weekenden holdt landsmøde på Vissenbjerg Storkro på Fyn, hvor der ifølge partiet var 40 delegerede til stede.

Den overordnede dagsorden var enkel: Det handlede om genopbygningen af partiet.

Nye Borgerlige kom ind i Folketinget både i 2019 og 2022, men efterfølgende faldt partiet fra hinanden og var slet ikke opstillingsberettiget til valget 24. marts i år.

- Det skal være slut med gak og løjer, siger det tidligere folketingsmedlem Mike Fonseca.

Han blev i begyndelsen af marts - altså midt i valgkampen - præsenteret som nyt medlem af Nye Borgerlige efter en længere periode som løsgænger i Folketinget.

Fonseca blev i efteråret 2023 smidt ud af Moderaterne, fordi han var kæreste med en pige på dengang 15 år. Fonseca oplyser, at de to den dag i dag fortsat danner par.

Nye Borgerlige fik ved 2022-valget seks mandater. Men så krakelerede partiet og endte med ikke at være repræsenteret i Folketinget frem mod det seneste valg.

For eksempel skiftede tidligere formand Pernille Vermund undervejs til Liberal Alliance, Mikkel Bjørn og Mette Thiesen skiftede til Dansk Folkeparti, Kim Edberg Andersen tilsluttede sig Danmarksdemokraterne, mens Lars Boje Mathiesen, der meget kortvarigt var formand for Nye Borgerlige, dannede Borgernes Parti, som endte med at komme i Folketinget ved valget i år.

Genopbygningen af partiet bliver en prøvelse. Men Fonseca tror på projektet. Det næste mål er at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Det kræver lidt over 20.000 vælgererklæringer, men Fonseca tror på, at det lader sig gøre.

- Jeg er overbevist om det. Der var cirka 4,3 millioner vælgere, der kunne stemme ved det seneste valg, så det er reelt set ikke så mange af dem, vi skal have fat i, siger Fonseca.

Han er ikke bange for, at Nye Borgerliges ry og hans eget ry for den sags skyld bliver en stopklods i forhold til vælgererklæringer.

- Der har været noget historik med gak og løjer i partiet, inden jeg blev meldt ind, og ja, jeg har selv haft min egen historik. Men jeg er en type, der kigger fremad og ikke hænger fast i fortiden, siger Fonseca.

På landsmødet, som fandt sted lørdag, fik Nye Borgerlige blandt andet vedtaget et nyt principprogram.

Begreber som familie, frihed, fællesskab og fædrelandet er overskrifterne, og så skal Nye Borgerlige fremadrettet bløde op for modstanden mod EU. Desuden skal de internationale konventioner overholdes. Der skal kort sagt være "mindre protest og mere deltagelse i folkestyret" fremover for Nye Borgerlige.

Tiden efter Folketinget har Fonseca nogenlunde styr på. Han har tidligere arbejdet som brandmand og sygeplejerske, og i øjeblikket er han ved at tage lastbilkørekort.

- Det er lidt mærkeligt at gå fra at være en af de 179 medlemmer af Folketinget til bare at være Mike igen. Det var jeg også før, men på en anden måde.

- Jeg vil gerne kunne køre brandbilen selv, det har jeg ikke kunnet gøre før, og så har jeg en ambition om at vende tilbage til sygeplejerskefaget inden sommer eller hen over sommeren, siger Fonseca.

/ritzau/