Ikke stuerent: Nyrup og Kjærsgaard skændtes videre efter tv-duel.

Poul Nyrup Rasmussen og Pia Kjærsgaard så begge rødt, da de i går morges mødtes i TV2s Go' morgen-studie for at diskutere udlændinge-regler. Normalt hyggesnakker danske politikere stille og roligt, når skænderierne for åben skærm er overstået. Men ikke Nyrup og Kjærs­gaard. Her stikker uenighederne meget dybere. Og ifølge B.T.s kilder fortsatte skænderiet mellem de to toppolitikere for fuldt tryk, efter at kameraerne var slukket, og lyden var væk.

Parti-had

- Du er på glatis, nu. Pinligt, pinligt, lød de sidste ord fra Pia Kjærsgaard, inden TV2 klippede væk. Før det kom dertil, havde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) afbrudt Dansk Folkepartis formand: - Du diskriminerer, sagde Poul Nyrup. - Du fatter ikke, hvad der foregår. De socialdemokratiske partier i Europa krakelerer, sagde Pia Kjærsgaard. - Uanset hvor meget I rotter jer sammen med partier som Jörg Haiders, der ikke tror på koncentrationslejrene..., sagde Nyrup. - Vi har intet at gøre med partiet i Østrig, du er på glatis, sagde Kjærsgaard.

Gravede stridsøksen op igen

'Debatten' skyldtes, at Poul Nyrup har gentaget sin skæbnesvangre udtalelse fra 1999 om, at Dansk Folkeparti 'aldrig bliver stuerent'. Det blev dengang betragtet som en eklatant brøler, der var med til at få vælgerne til flygte fra S. Men Nyrup mener det fortsat og gentog det altså nu, 11 år senere. Nyrups betragtninger bliver ikke betragtet som særlig hjælpsomme hos den nuværende S-ledelse på Christiansborg. Ifølge avisen.dk lød kommentaren fra anonyme personer i S-toppen i al sin enkelhed: 'Nyrup er en gammel nar'.