Det Jødiske Samfund erklærer sig nu 'dybt bekymret' over den opsigtsvækkende valgplakat fra Frie Grønne.

Det er første gang, at Det Jødiske Samfund reagerer på plakaten, der er løbet med al opmærksomheden i dansk politik over weekenden.

Her ses plakaten, der har udløst en politianmeldelse.
Her ses plakaten, der har udløst en politianmeldelse. Foto: X/Frederik Vad

»Normalt glæder vi os over mangfoldigheden af valgplakater i bybilledet, men det er stærkt ubehageligt og et nyt lavpunkt, at et dansk parti vil ’befri’ København for en bestemt befolkningsgruppe.«

Det udtaler Ina Rosen, der er forperson for Det Jødiske Samfund, i en skriftlig kommentar til B.T.

På valgplakaten, som du kan se herover, står der: »Befri København fra Zionismen.«

Ifølge Ina Rosen er det »umuligt« at se plakaten som andet end »et slet skjult forsøg på at veksle den stigende antisemitisme til stemmer.«

Ifølge Den Danske Ordbog er zionisme en 'verdensomspændende politisk bevægelse, der arbejdede for en selvstændig jødisk stat, og som siden Israels oprettelse i 1948 blandt andet har støttet den jødiske indvandring til landet.'

»Et knusende flertal af danske jøder er zionister, idet de mener, at Israel har ret til at eksistere i fred ved siden af sine naboer,« udtaler forpersonen.

Hun fortsætter: 

»At man vælger at bruge lige præcis dette ord, er et forsøg på at puste til antisemitismen. Det er helt åbenlyst – en ren tilståelsessag.«

Man er nødt til at stoppe med at sætte lighedstegn mellem zionisme som ideologi og den jødiske befolkning,' siger Sikandar.
Man er nødt til at stoppe med at sætte lighedstegn mellem zionisme som ideologi og den jødiske befolkning,' siger Sikandar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sikandar Siddique afviser kritikken.

»Det er i virkeligheden meget sigende, at forargelsen over plakaten er større end forargelsen over de forbrydelser, zionismen har stået for bare de seneste to år,« skriver han til B.T.

Ifølge ham er Ina Rosens beskyldninger om antisemitisme noget »værre vrøvl.«

» Frie Grønne har bekæmpet racisme mod alle minoritetsgrupper, siden partiet blev stiftet - det gælder selvfølgelig også det jødiske mindretal,« siger han og fortsætter:

»Og igen må jeg understrege, at ingen personer eller befolkningsgrupper er målet for plakaten.«