Lars Løkke har den seneste fået flere nye titler: Løsgænger i Folketinget, sømand over Atlanten og nu også stifter af et nyt politisk netværk.
Men Lars Løkke er også en mand, der er blevet klogere. Han fortryder blandt andet, at han i 2016 ikke udskrev folketingsvalg i stedet for at udvide regeringen.
Det fortæller Lars Løkke i et interview med B.T. på dagen, hvor han lancerede sit nye politiske projekt.
»Livet består i at træffe valg, og nogle gange træffer man nogle forkerte. Jeg burde tilbage i 2016 have sagt, at jeg ikke vil være noget gidsel. 'Nu tager vi i stedet en valgkamp',« siger Løkke.

Han henviser til V-regeringens krise i 2016, hvor Lars Løkke blev tvunget til at droppe sin storstilede helhedsplan, der skulle tegne dansk økonomi frem mod 2025. Det endte med, at han måtte invitere Konservative og Liberal Alliance med i regeringen for at blive ved magten.
Nu er hovedlinjen i Lars Løkkes nye politiske projekt at droppe blokpolitikken og fryse fløjpartierne ude.
»Jeg er træt af en politisk kultur, hvor en idé per definition er dårlig, hvis den er udtænkt af en politisk modstander. Træt af yderfløje, hvor det handler om at råbe højest og ikke klogest,« siger han.
Men tanker om en ny politisk kultur harmonerer ikke just med hans egen fortid. Fra 2001 til 2019 – afbrudt af fire år – sad han selv i regeringer, som førte blokpolitik, og som sad på højrefløjens nåde.

»Jeg vedkender mig fuldstændig arv og gæld. Men det er vel også tilladt at blive klogere,« siger Løkke i dag.
Den tidligere Venstre-formand lancerede fredag formiddag en hjemmeside, hvor folk kunne melde sig ind i hans politiske netværk. Fredag klokken 15 havde over 2.000 danskere allerede tilsluttet sig.
Men politisk kommentator Jarl Cordua mener, at Lars Løkke har brændt for mange broer i sit gamle parti til at hente Venstre-profiler til et eventuelt nyt parti.
»Det er nok nærmere folk fra tredje række, som vil være med. Det vil overraske mig meget, hvis folketingsmedlemmer i Venstre – eller Konservative for den sags skyld – vil gå med i projektet,« siger han.

Løkke lagde heller ikke skjul på, at hans forhold til Venstre-toppen – og tidligere tætte allierede – har været iskoldt, siden han udgav sin omdiskuterede bog i august forrige år.
I den forbindelse angreb fremtrædende Venstre-folk Løkke for at 'ikke at kunne slippe magten'.
»Det gjorde helt ærligt lidt ondt at se gamle venner og bekendte angribe mig og bruge den slags argumentation. Det har da medvirket til, at der ikke har været dialog mellem mig og mit parti længe,« siger han.
Eksstatsministeren taler stadig i overskrifter, når han skal beskrive sit politiske projekt: Internationalt udsyn, et opgør med blokpolitik og viljen til forandring og nytænkning.

Han har forladt stilstanden og den fastlåste politik, må man forstå.
Men Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, ser ingen politisk forskel på Løkkes projekt og det Venstre, han forlod.
»Det handler vist mest om Lars selv og ikke så meget om indholdet. Jeg har i hvert fald svært ved at få øje på de store politiske uenigheder, ud over at han fortsat vil være støtteparti for Mette Frederiksen. Det ønsker Venstre ikke,« skriver hun til Ritzau.
Løkke selv holder alle døre åbne for, at hans nye netværk udvikler sig til et »centrumhøjreparti«.