Socialministeriet giver afslag på afslag til projekter for psykisk syge. Samtidig står der 135 mio. kr. uden at blive brugt

En formue til psykisk syge og sindslidende samler støv i Socialministeriet.

I et svar til BT erkender Socialministeriet, at der lige nu står hele 135,3 mio. kr. på tre konti i ministeriet. Penge der ikke er blevet brugt til projekter for sindslidende og psykisk syge.

Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo mener, at det er en skandale, at millionerne samler støv.

- Psykiatrien og de sindslidende og deres foreninger og organisationer har voldsomt brug for disse midler, som er sat af til dem. Derfor er det skandaløst, at ministeriet ikke får pengene ud til dem, der har brug for dem, siger han.

Også formanden for Landsforeningen Sind Knud Kristensen undrer sig også over, at pengene ikke bliver brugt.

- Jeg vil sige det sådan, at der er rigtig meget brug for midler til sindlidende og psykiatriske patienter, så jeg er noget forundret over, at der står 135 mio. kr. i ubrugte midler i ministeriet. De bør komme ud og blive brugt, for der er rigtig mange gode projekter, der har brug for pengene, siger han.

Under daværende socialminister Anette Vilhelmsen (SF) fik 63 projekter i november eksempelvis afslag på at få del i puljen til ’Sociale tilbud til personer med sindslidelser’, mens kun 11 projekter fik tildelt støtte. Således var der ved udgangen af 2013 brugt 75,2 mio. kr. mindre på denne konto end planlagt.

Ejvind Vesselbo mener, at de nye oplysninger får Annette Vilhlemsens særbehandling af Lisbeth Zornig Andersens organisation ’Huset Zornig’ til at skære endnu mere i øjnene.

Siden kom det frem, at ministeren i et meget berømt tv-klip lovede den tidligere formand for Børnerådet en million i støttekroner til projektet ’Stemmer på kanten’ med formålet at få flere socialt udsatte til at stemme ved kommunalvalget sidste år, selv om fristen for at søge pengene slet ikke var udløbet.

En million til dig

- Der er en million til dig, sagde Vilhelmsen til Zornig 29. august sidste år.

Siden kom Vilhelmsen i voldsom modvind, da det viste sig, at donationen kom 18 dage, før Zornig og co. overhovedet havde søgt pengene fra puljen, og ministeriets embedsmænd hjalp endda ’Huset’ med at lave ansøgningen til støttekronerne, så Zornigs projekt var sikker på at få pengene.

Zornig endte med at få sin million, mens én million blev givet til deling mellem 16 andre projekter.

- Jeg synes, at det er helt skandaløst, at Lisbeth Zornig Andersen på den måde fik særbehandling, mens en række andre projekter har fået afslag, siger Eyvind Vesselbo.

Socialministeriet forventer, at en del af de 135,3 mio. kr. bliver brugt i løbet af 2014. Derudover skriver ministeriet, at beløbet er vokset gennem en årrække, fordi ansøgerne ikke har levet op til kravene for at få støtte, og fordi nogle af de godkendte projekter har været billigere end forventet.

- Ministeriet ønsker at sikre, at offentlige midler bruges på den bedst tænkelige måde. Derfor skal ansøgerne leve op til en række krav for at kunne få støtte, som for eksempel, at projektet lever op til puljens formål, målgruppe og mere konkrete krav, som knytter sig til den specifikke pulje. Når projekter får afslag ,skyldes det derfor, at de ikke har levet op til de krav, som gælder for puljerne, skriver ministeriet.

Sind-formand Knud Kristensen mener, at ministeriet burde hjælpe ansøgerne noget mere.

- Ministeriet kunne tilbyde foreningerne hjælp til udformning af ansøgningerne, hvis det er formelle ting, der gør, at ansøgningerne ikke imødekommes, siger han.

Heller ikke Eyvind Vesselbo er tilfreds med forklaringen fra ministeriet.

- Man giver udtryk for, at det ikke har været muligt at bruge pengene, fordi, de, der har søgt pengene, ikke har projekter, som er egnede til at få pengene fra de foreslåede puljer.

Det er klart, at hvis man definerer områderne så snævert, at ingen kan opnå tilskud, så får man ikke pengene ud at arbejde, siger han.

Det har ikke været muligt for den nuværende socialminister Manu Sareen (R) at svare på spørgsmål fra BT, mens tidligere minister Annette Vilhelmsen ikke har reageret på BTs henvendelse.