Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Lydfilen er optaget af byrådsmedlemmet Nils Gisli på hans mobil d. 11 april 2011 udenfor Cafe Vanilla. Til B.T. siger Gisli, at 'med alt det der sker i Køge, har jeg gjort det til en vane at optage den slags samtaler'.
- Det er meget rart at have journalistisk dokumentation. Nils Gisli arbejder til daglig som leder af Køge TV, og samtalen er optaget, uden at de tilstedeværende vidste det.Udover Gisli og Weizer var den ene af Café Vanillas ejere, Ertugrul Karahan, også til stede. Her er den del af samtalen, B.T. har hørt:
Heinrich Weizer: 'Jeg sad heroppe en dag og så kom han (Tommy Kamp) over. Så siger han; jeg hører sådan og sådan (med Nils Gisli). ... Så siger han (Tommy Kamp) til mig, at hvis du får ham dømt, så får du 25.000 i kontanter af mig. Så kiggede jeg på ham og tænkte; sagde han det der? Så siger Murat (den ene af Vanillas ejere. Red.): 'De er bundkorrupte alle sammen'. - Det synes jeg sgu egentlig var sindssygt, at han bare kommer over og siger sådan. Det havde jeg da ikke turdet, hvis jeg var politiker. Ertugrul Karahan spørger: 'Hvad sagde han?'
Heinrich Weizer: 'Ja, men han kom over og sagde sådan og sådan med Nils Gisli. Du skal bare give den gas, og så kom det bare ud af det blå. 'Du får 25.000 af mig, hvis du får ham dømt.' Så kiggede jeg på ham (Tommy Kamp) igen, og spurgte om han mente det seriøst: - Ja, sagde han, du får 25.000 i kontanter. Og det kan Murat stå inde for, sagde han. Den ene af Café Vanillas ejere, Murat Kitir, bekræfter overfor B.T., at Tommy Kamp har tilbudt Heinrich Weizer 25.000. Han husker imidlertid sagen på en anden måde: - Han (Tommy Kamp) ringede til mig, og vi mødtes, Heinrich, mig og Tommy Kamp. Vi stod oppe ved baren på Vanilla, og så sagde Kamp til Heinrich, at han ville få 25.000, hvis han ville køre sagen mod Nils Gisli, så han kunne få smidt ham ud af politik, fortæller Murat Kitir til B.T.
På spørgsmålet om hvorfor Murat Kitir husker episoden anderledes, end Heinrich Weizer fortæller om den på lydfilen, siger Kitir: - Jeg er helt sikker på, at det var sådan, det skete, og det er jeg villig til at sige i retten under ed. Heinrich har nok fortalt om det på en anden måde til Nils Gisli, fordi han ikke ville ødelægge noget mellem ham og mig, siger Murat Kitir, der understreger, at han ikke har lovet Kamp at betale de 25.000 kroner.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Heinrich Weizer.