Der er lagt op til en hård opgave for SFs nye formand, Annette Vilhelmsen, efter det lørdag stod klart, at det er hende, der fremover skal stå i spidsen for det mindste af de tre regeringspartier. Sådan lyder det i flere ledere i aviserne dagen derpå.

Under overskriften »Nu er det alvor« skriver Jyllands-Posten således:

- Fakta er, at Annette Vilhelmsen ikke blev valgt, fordi partimedlemmerne er vilde med hende. Hun vandt en knusende sejr, fordi SFerne fravalgte Villy Søvndal og fejede Astrid Krag og hele ministerholdet af banen.

Avisen mener således, at det bliver interessant at følge »den forestilling, som indledes nu, når Vilhelmsen skal bøje arm med et ministerhold, som ikke står bag hende«.

Vilhelmsen har ifølge Jyllands-Posten demonstreret en »foruroligende arrogance« over for regeringen ved at love, at SFs bagland skal tages med på råd.

- Ja, men hvem kan i ramme alvor forestille sig, at vigtige beslutninger i regeringen skal udsættes, indtil det er lykkedes at stimle SFs fodformede hovedbestyrelse sammen? spørger avisen i sin lederspalte.

Også Berlingske kalder Vilhelmsens sejr et »knusende nederlag til Villy Søvndal og den fløj i SF, der støtter ham.«

Men her er det også betydningen for regeringen, der vægter højest:

- For alle andre er opgøret i SF kun interessant af en eneste grund. Og det er, om regeringen har mulighed for at leve videre med et SF, der under Annette Vilhelmsen vil bevæge sig langt væk fra det regeringsgrundlag, Søvndal og hans kolleger har fulgt loyalt. Hvis ellers man kan stole på det, hun har stået for tidligere. For det bliver helt afgørende for regeringens overlevelse i den nuværende form, at Vilhelmsen retter ind, skriver Berlingske.

Mere optimistisk er tonerne i Politikens leder, der under overskriften »Tillykke til SF« blandt andet lyder:

- SFs nye formand har store fordele, som den gamle ledelses kandidat, Astrid Krag, ikke ville have haft - og som den afgående formand, Villy Søvndal ikke længere havde. Annette Vilhelmsen bæres nu frem af den uomtvistelige begejstring og legitimitet, der ligger i at være valgt så klart af partiets medlemmer.

Politiken mener således, at Vilhelmsens sejr kan blive positivt for regeringen.

- Regeringens to andre ledende kvinder, Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, gør klogt i at værdsætte Vilhelmsens umiddelbare medvind, hendes momentum og fornemmelse af fremdrift. Det kan blive en ny start for regeringen, hvis SFs moralske sejr over sig selv håndteres med respekt og overskud, lyder det i avisen.

Vil Annette Vilhelmsens sejr gavne regeringen?

Deltag i debatten under artiklen