Hendes sidste ord til sin søn Christopher lørdag aften var:

»Jeg elsker dig, Chris.«

Grunden til, at Christine Leinonen, 58, var så emotionel, var, at deres samtale handlede om en operation, hun stod for at få foretaget. Lidet anede hun, at skæbnen ville udsætte hende for meget værre prøvelser inden natten var omme.

Pludelig vågnede hun med et sæt - tilsyneladende uden grund kl. 3.00 natten til søndag, og følte trang til at tjekke sin søns Facebook. Det var ca. en time efter at skyderiet startede på natklubben i Orlando. Men det vidste hun intet om, før hun så et opslag fra en af Christophers venner om, at der havde været et skyderi på klubben, og at han »ikke vidste, hvor hans venner var.«

Hendes søns ven Brandon fortalte hende, at han havde set Christophers kæreste blive båret ud i ambulance med blodet dryppende fra mange skud, men han så ikke Christopher. Og han svarede hverken på sms'er eller opkald, skriver abcnews.com.

Det er en mors værste mareridt. Sent søndag aften venter Christine Leinonen desperat på at høre nyt om sin søns tilstand foran Orlando Medical Center. Men der kan gå mange timer før hun får besked.

»De siger, der er så mange lig derinde, så der kan gå timer før vi ved, om han er død eller levende. Hospitalet siger, at nogle af de skudofre, de fik ind, døde på hospitalet, og de er heller ikke identificeret endnu,« siger Christine Leinonen i et følelsesladet live interview med TV-stationen ABC News.

Christine Leinonen var stolt af sin søn, som havde været aktiv i bøssemiljøet i byen en del år. Allerede i gymnasiet startede Christopher netværket Gay Straight Alliance, der arbejdede for bedre kommunikation mellem hetro- og homoseksuelle, og det fik han en humanitær pris for.

Christine Leinonen var så martret af chokket og sorgen, at hun næsten ikke kunne få luft under interviewet. Alligevel havde hun overskud til - gispende efter luft - at komme med en opfordring:

»Vi er på denne jord så kort tid. Lad os nu prøve at blive fri for alt det had og vold,« sagde hun.

Tiden vil vise, om ordene »Jeg elsker dig, Chris,« faktisk blev de sidste ord, hun udvekslede med sin søn.

Mindst 50 er døde som ofre for terroristens kugler og lige så mange er sårede eller hårdt sårede. Og dødstallet stiger på Orlando Medical Center.

Islamisk Stat har taget skylden for massakren der ramte Christopher og hans venner. Det sker på den ekstremistiske gruppes eget nyhedsorgan Amaq.

»Det væbnede angreb, som var rettet mod en natklub for homoseksuelle i Orlando i den amerikanske delstat Florida, hvor flere end 100 blev dræbt eller såret, blev udført af en Islamisk Stat-kriger,« skriver mediet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har sat ord på  attentatet. En terrorhandling. Og en hadforbrydelse.