Den konservative formand Lars Barfoed opfordrer nu helt usædvanligt Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til at komme hjem fra klimatopmødet i Rio og forhandle skat.

Det sker i desperation over, at Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten har fået arbejdet sig længst ind i Finansministeriet hos Bjarne Corydon (S)

- Tiden er inde til, at Venstre også  melder sig på banen. Tingene spidser til nu. Hvis ikke vi borgerlige partier sammen får forhandlet en aftale på plads om skattelettelser og arbejdspladser til danskerne, så kommer gammelkommunisterne i Enhedslisten til at sætte kursen. Det kan vi ikke være bekendt, siger Lars Barfoed til TV2 News.

LÆS OGSÅ: Analyse: Otte grunde til at ingen tror på Løkke

Senest har Lars Løkke sagt, at han kan forhandle en aftale på plads med Helle Thorning-Schmidt i Rio de Janeiro på 5-10 minutter. Men sådan leger man ikke med Helle Thorning. Forhandlingerne foregår i Finansministeriet, siger hun. Og det er Lars Barfoed enig i.

- Forhandlingerne foregår i Finansministeriet og Lars Løkke kunne måske lade andre tage sig af klimasituationen. Så vidt jeg forstår er dokumentet skrevet. Verdens klima vil nok være upåvirket af, at Lars Løkke tager tilbage til København. Ellers må andre i Venstre tage over, så de kan deltage i forhandlingerne, siger Lars Barfoed.

Bjarne Corydon har bragt sig selv i en attraktiv situation, hvor han forhandler med alle parter og også sætter alle parter under maksimalt pres - både fordi alle parter er nervøse for, at han laver en aftale med nogle andre, og samtidig også kan frygte, at han helt opgiver at lave en aftale inden 1. juli som er sat som definitiv deadline.

Alle disse muligheder er også åbne. Corydon har døren vidt åben for Enhedslisten på den ene side og for en flertalskombination af Konservative og LA på den anden side. Desuden har han stadig døren på klem for Venstre. En fjerde mulighed er, at han giver op. Og så kan forhandlingerne eventuelt starte forfra til efteråret.

Corydon er dog også selv under stærkt pres for at lande en aftale. Det vil være en vigtig fjer i hatten for regeringen og Socialdemokraterne, hvis det lykkes. Men også Johanne Schmidt-Nielsen og Lars Barfoed har meget på spil. Enhedslistens bagland og vælgere regner med at få indflydelse nu. Og Lars Barfoed har mulighed for at 'lave en omvendt Vestager' hvis han får landet en skatteaftale. Det kan bringe Konservative ud af hængedyndet, og måske lægge grunden til en fremgang i meningsmålingerne.