Det er forudsigeligt, at overvejelserne om en VKR-regering med Margrethe Vestager som statsminister skydes ned af de centrale aktører. Men vildkatten er ude af sækken nu, og konsekvenserne er umulige at konkludere sikkert på.

Som B.T. i går kunne afsløre, overvejes det centralt i Venstre at bringe  – hvis man dermed kan forhindre Helle Thorning-Schmidt i at blive statsminister. Er Thorning først blevet statsminister, kan hun blive meget svær at komme af med igen, som en Venstre-kilde udtrykker det.



De borgerlige politikere har imidlertid ingen interesse i at bidrage åbent til spekulationerne. Det kan vække for stor uro – især i forhold til Dansk Folkeparti. Politiske modstandere betegner overvejelserne som udtryk for ’desperation’, men man kan lige så godt opfatte det som rettidig omhu: Venstre er ved at indse, at der næppe venter ti år mere med VKO-flertal forude. Hertil kommer, at der i de borgerliges rækker er ønsker om at løsrive sig fra blokpolitikken og DF’s dominans.



At åbne blot det mindste for muligheden nu ville skræmme mange radikale vælgere væk, hvis største drøm er at komme af med VK. Men faktum er, at skulle scenariet blive virkelighed – at Vestager både kunne blive statsminister og samtidig få et regeringsgrundlag, der var lige så godt eller bedre end det, Thorning og Søvndal kunne levere - vil hun komme under stærkt pres for at sige ja.



I 1993 forsøgte borgerlige også – uden held – at gøre Marianne Jelved til statsminister for at forhindre Socialdemokraterne i at komme til magten.

Skulle VK ende med at pege på Vestager efter et valg i et forsøg på at bevare magten, ville scenariet – udover De Radikales egen indstilling – selvsagt afhænge af, om man overhovedet kunne enes om et grundlag. Det er langtfra sikkert. I overvejelserne indgår også, at en VKR-mindretalsregering ville skulle regere på et yderst usikkert grundlag og have mange fjender.

En radikal statsminister i en VKR-regering er sidst set i 1968-1971 med Hilmar Baunsgaard.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR