B.T. mener: Erik Skov Pedersen spillede højt spil.

Han er blevet kaldt superstrateg, Danmarks bedste spindoktor og den første af slagsen inden nogen egentlig havde hørt om ordet. På den baggrund er det mærkeligt at Erik Skov Pedersen i dén grad kludrede i spinneriet, da det gjaldt om at redde sin samlever, Henriette Kjær, ud af miséren om de mange domme og ubetalte regninger.

Erik Skov Pedersen var i 1990′ erne en central del af en håndfast ledelse i det Konservative Folkeparti under Hans Engell, og vidste efter sigende præcist hvordan han skulle orkestrere medierne, så han fik sit og partietes budskab frem på den mest fordelagtige måde. ‘Jeg så ham som en stor, fed edderkop, der sad og trak i en masse tråde og fik journalisterne til at bukke og neje. Og samtidig var det management by fear’, sagde Birgitte Vinding fra Den Konservative Pressetjeneste til Politiken i 2005.

Og Erik Skov Pedersen forsøgte også denne gang at trække i de berømte tråde.

Da B.T. først fortalte om svigermoderens – Erik Skov Pedersens mor – politianmeldelse af parrets formodede forfalskning af svigermoderens underskrift og siden kunne afsløre flere økonomiske uregelmæssigheder, afviste Henriette Kjær kategorisk at svare på B.T.s spørgsmål om sagen.

Strategien var – udtænkt af spindoktor Pedersen, må man formode – at man i stedet ville gå til Ekstra Bladet, der i begyndelsen var koblet helt og aldeles af historien. På Rådhuspladsen tog de imod tilbuddet med kyshånd, og på dagen hvor B.T afslørede parrets syv nye domme som dårlige betalere, græd Henriette Kjær ud i Ekstra Bladet. Sådan forløb tingene de næste dage. B.T. havde de fleste nyheder, men kunne ikke få kommentarer fra Henriette Kjær, der sammen med Erik Skov Pedersen i stedet løbende fortalte sin version til Ekstra Bladet.

Fra Skov Pedersens side var tanken selvfølgelig at skabe alliancepartnere i medierne, der kunne give parrets version af sagen.Derfor gav Henriette Kjær også interview til TV2, men den postive effekt for parret Erik Skov Pedersen og Henriette Kjær udeblev.

Af to grunde.

Ved bevidst at bruge Ekstra Bladet som talerør og ikke tale med B.T, forsøgte parret at gøre det til en daglig duel mellem de to aviser.

Det skærpede opmærksomheden om sagen, Ekstra Bladet kom på banen med forsider, der forstærkede medieomtalen og sagen voksede. Den anden grund er den helt simple, at sagen var så politisk relevant og fuld af substans, at medier, regeringspartneren Venstre, det konservative bagland og vælgere begyndte at reagere.

Så da det virkelig gjaldt, kiksede det for top-spindoktor Pedersen at rede trådene ud.

Deltag i debatten på Chefredaktør Olav Skaaning Andersens blog her