Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, er blevet opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg, og flere forsigtige meningsmålinger peger på, at han kan blive valgt ind.

Det har fået Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, til at skrive en bekymret leder, hvor han kalder Rasmus Paludan 'nazist'.

Kronikken er blevet delt af flere fremtrædende politikere.

Blandt andre af De Radikales formand, Morten Østergaard, der efterlyser et svar fra Lars Løkke Rasmussen om, hvorvidt Venstre vil samarbejde med Stram Kurs efter valget.

B.T. har inviteret Martin Krasnik i live-studiet, så han kan uddybe sin kritik. I videoen ovenfor kan du se hele interviewet med Martin Krasnik. Til sidst i videoen giver han en opsang til danskerne.

Vi har også spurgt Rasmus Paludan, om han vil møde op og debattere med Martin Krasnik, men det tilbudt har han takket nej til.

Han ønsker ikke at debattere med personer, der kalder ham nazist.

»Jeg vil gerne deltage i debatter med folk, der er kritiske. Det gør jeg hele tiden. Men jeg gider ikke diskutere med folk, der smider nazikortet. For så kan jeg jo bare sige: 'Det kan du selv være', og det er ikke en måde at debattere på,« siger han i denne artikel, hvor han svarer igen på kritikken.

Martin Krasnik på Bevar's på Nørrebro
Martin Krasnik på Bevar's på Nørrebro Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Til B.T. forklarer Martin Krasnik, at det er Rasmus Paludans menneskesyn, der i hans øjne gør ham til nazist.

»Det er nazisme at rubricere mennesker efter deres afstamning. Og det er det, Rasmus Paludan gør.«

Hvad er det konkret ved hans politik, du mener er nazisme?

»Uanset om man er den mest forbenede og lovlydige demokrat, så skal man deporteres, hvis man er muslim. Det er der ingen anden ideologi end nazisme, der går ind for.«

Formanden for Stram Kurs, Rasmus Paludan, brænder koranen under en demonstration. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Formanden for Stram Kurs, Rasmus Paludan, brænder koranen under en demonstration. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Er du ikke bare godt i gang med at smide nazikortet?

»Det må være okay at smide nazikortet, når man står over for en nazist.«

Du nævner Rasmus Paludans udtalelser om særregler for muslimer som et eksempel på, at han er nazist. Han siger selv, at de udtalelser var ment som en joke.

»Det kan godt være, men det lægger sig op af alt det andet han siger. Er det så også en joke? Det er ikke særligt morsomt. Nazistiske jokes er ikke sjove, når de kommer fra en nazist. Jeg vælger at tage alt, hvad han siger, alvorligt,« siger han.