Tidligere fredag kunne Ekstra Bladet fortælle, at Donald Trump Jr. var i Danmark torsdag. 

Nu kan mediet også bringe oplysninger om, hvad den kontroversielle figur lavede i hjertet af København. 

I en mail til Ekstra Bladet bekræfter Udenrigsministeriet, at Donald Trump Junior var i Danmark i forbindelse med et kort privat forretningsbesøg.

Der oplyses videre, at han ikke mødtes med repræsentanter fra det officielle Danmark, og at Udenrigsministeriet var bekendt med, at Donald Trump Jr. besøgte Danmark torsdag.

Ministeriet har ikke yderligere kommentarer angående Donald Trump Jr. besøg i Danmark.

En konto på det sociale medie X har delt en video, hvor man kan se Donald Trump Jr. foran det ikoniske hotel D'Angleterre torsdag.

Secret Service-vagter spadserer Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., rundt i hjertet af København.

Videoen af Donald Trump Jr. er optaget torsdag eftermiddag.

Donald Trump Jr. blev sendt til Grønland i starten af 2025 kort tid efter, at hans far ytrede ønske om at overtage Grønland fra Danmark.

I den forbindelse sagde han, at den frie verden mangler sikkerhed, tryghed, styrke og fred. Han sagde også, at Grønland skulle blive stort igen, med henvisning til, at det skulle på amerikanske hænder.

Konflikten angående Grønland er stadig ikke løst, og truslen fra USA stadig lurer stadig.

Donald Trump Jr. spillede en central rolle under sin fars valgkamp i 2024, hvor han ofte optrådte ved valgmøder og i medierne.

Et andet af hans fars opslag på de sociale medier indeholdt en video, hvor en unavngiven grønlandsk mand opfordrede Trump til at købe Grønland og befri landet fra at »være koloniseret« af Danmark.