Skoledagene er blevet så lange, at de ikke længere kan være på de standardiserede skoleskemaer fra boghandlerne. Det er især Socialdemokraterne, der har kæmpet for de mange timer, mens den understøttende undervisning er en sejr for de Radikale, siger rektor Stefan Hermann.
10.960. Så mange skoletimer skal danske børn have fra børnehaveklasse til 9. klasse med den nye skolereform. Efter alt at dømme er det tilstrækkeligt til, at vi vinder europamesterskabet i skolegang målt i antal skoletimer. Og det kan skoleeleverne mest af alt »takke« Socialdemokraterne for – og til dels de borgerlige.
Til gengæld er skoletimerne ikke en uendelig række af matematikopgaver, staveord og tyske verber. En dag i skolereformens Danmark er en blanding af leg og læring, en skole hvor man slagter dyr og ser, hvordan de ser ud indeni, besøger virksomheder og får besøg af sportsklubber. Det kan skoleeleverne især »takke« de Radikale for.
Det er den lidt firkantede udlægning af de politiske kampe bag den udskældte reform, som Stefan Hermann, rektor for professionshøjskolen Metropol, ser dem. Han har tidligere beskæftiget sig med skolereformers politiske og historiske kontekst i bogen »Magt og Oplysning« om folkeskolens udvikling fra 1950 og frem.
»Længere skoledage er klassisk socialdemokratisk politik. Helt tilbage til Frederik Borgbjerg (socialdemokratisk undervisningsminister 1929-35, red.) har Socialdemokraterne stået temmelig alene om at kæmpe for mere undervisningspligt og skolegang. De kunne se, at arbejderklassens børn ikke fik nogen hjælp hjemmefra og blev forfordelt i skolen. En længere skolegang har været et socialdemokratisk middel til at fremme den sociale mobilitet, som også er et af skolereformens tre overordnede mål. Det er første gang siden 1970, at vi får et så massivt fokus på social arv i den socialdemokratiske skolepolitik,« mener Stefan Hermann.
Ikke alle »takker« dog for de lange skoledage. Siden eleverne startede i skole efter sommerferien, har mange forældre kritiseret, at deres børn går for meget i skole og har for lidt fritid. Samtidig er skoledagen ikke blevet så sjov og fyldt med opsprættede dyr, som politikerne havde stillet i udsigt.
Lad det være sagt med det samme: Stefan Hermann er positiv over for reformens arkitektur og har da også været med på sidelinjen i tilblivelsen af reformen som én, der blev lyttet til. Selv har han gennem årene været »foruroliget over det fald i timetallet, vi har oplevet siden 1960erne samt de mange vikartimer og aflyste timer«.
»Der var brug for flere timer, men man kan helt klart diskutere, om vi har fundet det rigtige leje,« mener han.
Radikalt arvesølv i reformen
Skolereformen indeholder to strukturelle nyskabelser: understøttende undervisning samt lektiehjælp og faglig fordybelse. Hermann ser de obligatoriske lektiecaféer som taget ud af den socialdemokratiske partibog, mens den understøttende undervisning betegnes som »radikalt arvesølv«. Ingen af delene er borgerlige.
»De Radikale har historisk været imod længere skoledage, og de har på det punkt været enige med Venstre, indtil Venstre foreslår flere timer i 2010. Børnene skulle ikke være for lang tid i skolen, for de skulle hjem at hjælpe til på gården. Men skolereformens »spændende skoledag« og den åbne skole er radikalt arvesølv. Deres skolepolitiske styrke har historisk været den bløde, værdipolitiske høj- og friskoleprægede skole. Det er skolen som lokalt kulturcenter, en blanding af teori og praksis, mere musik og samarbejde med idrætsforeninger. Det er radikalt kerneland, men det har også været helt i tråd med Christine Antorinis (S) blanding af klassisk socialdemokratisk fokus på faglighed og en lidt RUCsk metodetilgang,« forklarer Stefan Hermann.
Men lektiehjælp og understøttende undervisning lyder ikke som klassisk borgerlig skolepolitik?
»Det er det heller ikke. Men det har de spist, fordi de fik et fagligt fokus og de nationale mål, og fordi mange af timerne i de længere skoledage går til dansk og matematik.«
Hvor ser du ellers de borgerlige aftryk på skolereformen?
»Der har i de senere år været en SV- alliance, der går ind for tættere statslig styring af skolen. Det er ikke klassisk Venstre-politik, men deres decentralisme træder i baggrunden i starten af 00erne og erstatter friheden med mere statslig styring, som vi bl.a. ser med indførelsen af kanon, nationale test og en strammere lov om fri- og privatskoler. Skolereformens betoning af faglighed er også klassisk Venstre-politik.«
I 2010 lancerede VK-regeringen således udspillet »Faglighed og Frihed« med blandt andet seks timers skoledag i indskolingen samt flere timer i dansk, engelsk, matematik og naturfag, som også tydeligt har præget skolereformen.
Borgerlig kamp mod understøttende timer
Den borgerlige modstand mod reformens understøttende undervisning er dog blevet tydeligere hen over sommeren. Både de Konservative og Dansk Folkeparti opfordrer Venstre til at skrotte den understøttende undervisning, ligesom Liberal Alliance, der står uden for forliget, er imod. Det giver mindelser om gymnasiereformen fra 2005 med vægt på flerfaglighed, som ledende Venstre-politikere siden bittert fortrød, at partiet lagde stemmer til og bar igennem.
»Skolereformen vil flere år frem få skyld for meget. De borgerlige vil lave eftersyn og justeringer, og Venstre vil være fristet til at gøre noget ved understøttende undervisning og lektiehjælp, men jeg tror ikke på dramatiske forandringer. Samtidig er der fra den anden side en centrum-venstre-konsensus om, at Danmark ikke er et rart land, hvis man går for meget i skole. Dét valgte S-toppen at bryde med, og det var de Radikale med på,« mener Stefan Hermann.
Han ser det som afgørende for reformens succes, at politikerne finder frem til en fælles forståelse med lærerne, og at kommunerne understøtter de nationale ambitioner. Ellers bliver reformens børnesygdomme ved med at dominere.
»Skolepolitik fylder mere i offentligheden, end det nogensinde har gjort. Det er blevet »high politics«, og det er helt afgørende for en regering at lykkes med sin skolepolitik.«
Hvilke tegn ser du på det?
»Der kommer flere og flere internationale målinger, og alle vestlige lande har reformeret deres skolevæsener ikke mindst med henvisning til landets konkurrencesituation. Derfor vejer skolereformerne tungere i regeringen – vi så for eksempel, at finansminister Bjarne Corydon (S) spillede en nøglerolle i skolereformens tilblivelse. Samtidig bliver skolereformens skavanker forstørret op i en grad, vi ikke tidligere har set. I 1993-loven var undervisningsdifferentiering et centralt begreb, men der er stadig ikke mange, der kan finde ud af, hvad det er, og hvordan man gør. Og da man i 1958 undersøgte, hvor meget af skoleloven fra 1937, der var blevet gennemført, kom man frem til, at det kun var cirka en tredjedel. Den var ikke gået i dag.«
