Hun er formand for landets største parti, og hun har en god chance for at blive Danmarks statsminister efter næste valg. Men det var altså ikke nok til at få folk til at møde op, da Mette Frederiksen gæstede VIA University College i Aarhus torsdag.

Formanden for De Studerendes Råd på et af skolens campusser kalder det 'pinligt' og 'uforståeligt'.

Institutionen havde booket det store auditorium med plads til 500 personer til partiformandens besøg, der skulle handle om velfærd.

Et tema, der burde interessere skolens studerende, der læser til socialrådgiver, skolelærer, pædagog og lignende.

Men der blev langtfra brug for auditoriets kapacitet.

Arkiv: Socialdemokratiets kampagnebus er præget af Mette Frederiksens koryfæ (Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix)
Arkiv: Socialdemokratiets kampagnebus er præget af Mette Frederiksens koryfæ (Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix) Foto: Jonas Olufson
Vis mere

Kun 15 elever, hovedsageligt lærerstuderende, og to lærere dukkede op, selvom de havde en unik mulig for at diskutere velfærd i en time med Mette Frederiksen, der meget vel kan blive landets statsminister efter næste valg til Folketinget.

Det skriver stiften.dk.

Skolen valgte på grund af de manglende fremmødte at rykke arrangementet fra det store auditorium til mere ydmyge rammer ved et langbord i kantinen.

Stiften.dk beskriver mødet som en intim affære, der havde karakter af en studiesamtale mellem ganske få elever og landets mulige kommende statsminister.

Formanden for de Studerendes Råd på Campus C på VIA University College, Sofie Villadsen, mener, at det lave fremmøde skyldes tidspunktet og dårlig kommunikation. Men hun ryster på hovedet over det manglende fremmøde.

»Jeg synes, at det er ufatteligt, at de studerende ikke viser interesse i de her tilbud. Men det er et generelt problem på campus, at de studerende ikke dukker op til den slags arrangementer.«

»Jeg synes, det er pinligt, at der ikke dukker flere op.«

Hun mener, at en del af forklaringen på det lave fremmøde er, at nogle elever måske ikke har kendt til arrangementet.

»Jeg tror ikke, det er, fordi folk ikke har en interesse, men jeg tror, det handler om kommunikation.«

Hun siger dog, at det har stået på skolens storskærm hele ugen.

»Så jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne,« siger Sofie Villadsen.

Det er dog svært at afgøre, om det er Campus eller Socialdemokratiet, der har fejlet, mener hun. Men uanset, hvem der har ansvaret for kommunikationen i forbindelse med arrangemenet, så forstår Sofie Villadsen ikke, hvorfor de studerende ikke møder op.

»Det er jo en oplagt at komme og stille spørgsmål til landets mulige kommende statsminister,« siger Sofie Villadsen, der er formand for De Studerendes Råd på Campus C på VIA University College i Aarhus.

VIA University College forklarer, at det var et tilbud fra Socialdemokratiet, der førte til arrangementet torsdag eftermiddag. De havde gerne set et større fremmøde, siger skolens kommunikationschef, Lotte Pape.

»Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at der ikke var flere, der benyttede sig af muligheden. Jeg tror, det ville være interessant for mange af vores studerende at møde en af vores statsministerkandidater så tæt på et valgår.«

Hun mener dog, at et lavt fremmøde er en risiko, politikere kender til.

»Men det er jo sådan, det er. Jeg tror ikke, det er første gang, at en politiker stiller op uden at man ved, hvor mange der dukker op.«