Det har aldrig virket sværere at tælle til 90 i Folketinget. 

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) skrev således lørdag på Facebook, at hun forventede »lange og svære forhandlinger«.

Ifølge DRs politiske analytiker Rikke Gjøl Mansø er den mest sandsynlige regeringskonstellation lige nu med Radikale, SF, Socialdemokratiet og Moderaterne - og Alternativet og Enhedslisten som støttepartier. 

Men det er en helt anden sammensætning, der bliver hvisket om i korridorerne på Christianborg. 

Her er der tale om en regering bestående af den upopulære SVM-regering samt Radikale og Konservative, der tilsammen har 93 mandater.

Begge muligheder ser ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, meget vanskelige ud.

»Den første konstellation har vi talt om flere gange, og jeg har meget svært ved at se det for mig, at Pelle Dragsted (Ø) og Lars Løkke (M) skal være afhængige af hinanden, da der er meget langt imellem de to partier,« siger han.

I forhold til den brede midterregering er der så mange faktorer, der spiller ind, at Qvortrup kalder det »usandsynligt«, at det hele skulle gå op. 

»Socialdemokratiet gik til valg som et rødt parti, og jeg tror, de vil bløde endnu flere vælgere til SF, hvis de går i regering med Venstre og Konservative. Det kan ende med at koste dem for dyrt.«

»Samtidig er der også en stor risiko for Venstre og Konservative i sådan en regering, og jeg tror simpelthen ikke, at Troels Lund Poulsen har modet til at støtte en ny regering ledet af Mette Frederiksen, selvom der er røster i Venstres bagland, der angiveligt skulle opfordre til, at man tager ansvar.« 

B.T.s politiske analytiker påpeger, at der er stor forskel mellem bagland og vælgere, og Venstre ikke har råd til at miste flere efter partiets dårligste valg nogensinde. 

Henrik Qvortrups bedste bud på en regering hedder i øjeblikket: Socialdemokratiet, Konservative, Radikale, Moderaterne og SF, selvom både Konservative og SF har svoret, at de ikke vil i regering med hinanden. 

Du kan følge det seneste nye fra regeringsforhandlingerne i livebloggen HER

B.T. Valgkamp

Det ser umådeligt svært ud. Men der skal dannes en regering. I dagens afsnit tager vi dig derfor igennem de mest sandsynlige scenarier, når B.T.s politiske eksperter forsøger at løsne den gordiske knude af en regeringsforhandling, der netop er blevet indledt. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Tristan Helleskov Wieleman  Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.