Stig Elling stopper som medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse med omgående virkning.

»Jeg har valgt at være ærlig og sige, at jeg er ude i en depression. Jeg er nødt til at tage hensyn til mine kollegaer og mig selv,« siger Stig Elling, der ved sidste valg blev valgt for Det Konservative Folkeparti.

Han fortsætter som ambassadør i Bravo Tours på det, han selv kalder 'meget nedsat tid'.

Efter at være stået frem med sin depression i januar fortalte 71-årige Stig Elling i marts åbenhjertigt om sin situation i et større interview med B.T.:

»Jeg tror ikke, det var gået uden min mand. Han har været en fantastisk støtte i denne hårde tid, hvor jeg har haft det rigtig skidt. Jeg har ikke haft egentlig selvmordstanker, men jeg har haft svært ved at klare en hverdag,« sagde han dengang, hvor han regnede med at vende tilbage til det kommunalpolitiske arbejde i april.

»Jeg søgte jo orlov, fordi jeg ikke ønskede at sidde i byrådet samtidig med, at jeg fik medicinsk behandling. Men jeg har tænkt over det siden, og jeg har nået en alder nu, hvor jeg er tilbøjelig til at fortsætte med at bruge lykkepiller, så længe jeg kan mærke, at det gør mig glad igen,« sagde han.

Stig Elling sad første gang i Frederiksberg Kommunalbestyrelse fra 2005 til 2009 og gjorde ved valget i november sidste år comeback. Her fik han 450 personlige stemmer, men nu er politik et overstået kapitel for ham, siger han tirsdag til Ritzau.

»Jeg er selvfølgelig ked af det, fordi alle dem, der har stemt på mig, synes måske, at det er trist. Jeg beklager meget, men jeg er nødsaget til at tage hensyn til mit helbred.«

Allerede tirsdag udtræder han formelt af kommunalbestyrelsen. Det er uvist, hvem der erstatter ham, men ved sidste valg blev tidligere formand for Patientforeningen Danmark, Karsten Skawbo-Jensen, førstesuppleant.