Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, fik ikke den fulde historie, da han sagde god for, at Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, undlod at informere sin minister om, at han gennem fire-fem måneder havde haft et forhold til ministeriets pressechef.

Thomas Ahrenkiel fortalte, at pressechefen var på vej ud af ministeriet. Han undlod dog at fortælle, at han stod over for den årlige drøftelse af bonusser og lønforhøjelser til kontorcheferne.

Det skriver Politiken.

Den drøftelse endte med, at Thomas Ahrenkiel på et ledelsesmøde var med til at godkende, at hans hemmelige kæreste fik en bonus på 75.000 kroner og en lønstigning på 1500 kroner om måneden.

Det fremgår af oplysninger, som Politiken har fået fra Statsministeriet.

Samtalen mellem de to er central. Den var nemlig med til at afværge, at der indledtes en tjenstlig sag mod Thomas Ahrenkiel, skriver Politiken.

Thomas Ahrenkiel var inhabil, da ledelsen behandlede sagen om lønstigning til hans kæreste. Det har Kammeradvokaten konkluderet.

At sagen ikke udløste en tjenstlig sag skyldes blandt andet, at Thomas Ahrenkiel "drøftede en henvendelse til ministeren med Statsministeriets departementschef, og at der var enighed om, at der ikke skulle ske sådan en henvendelse". Fokus var på, at kontorchefen søgte væk fra ministeriet.

Christian Kettel Thomsen ønsker over for Politiken ikke at svare på, hvad der blev sagt under samtalen med Ahrenkiel.

Dokumentet fra Statsministeriet viser dog ifølge Politiken, at Statsministeriets udlægning af samtalen er en anden, end den Kammeradvokaten har fået fra Thomas Ahrenkiel.

Ifølge Statsministeriet orienterede Thomas Ahrenkiel "om forholdet til kontorchefen efter sommerferien 2016".

Da kontorchefen planlagde at fratræde sin stilling, var der enighed om, at forsvarsministeren ikke behøvede at vide om forholdet, fremgår det af notatet.

- Statsministeriets departementschef var imidlertid ikke orienteret om Forsvarsministeriets departementschefs deltagelse i behandlingen af tildeling af engangsvederlag og tillæg til den pågældende kontorchef, tilføjes det.

Thomas Ahrenkiel har ikke ønsket at besvare spørgsmål fra Politiken.

/ritzau/