Den 67-årige Finn Sørensen fra Enhedslisten, som i dag skal grille socialminister Annette Vilhelmsen i et samråd i Folketinget, har en lang og glorværdig karriere bag sig på venstrefløjen.

I slutningen af 1960'erne var han medlem af det venstreorienterede kunstnerkollektiv Røde Mor. Han var forfatter til et af gruppens store hits 'Strømer, kom og dans med mig' fra LP'en Rock Ork, der kom i 1971. Takket være Troels Triers hæse vokal og temmelig syrede sceneshow opnåede gruppen stor popularitet i perioden. Finn Sørensen har siden fortalt, at han forlod Røde Mor, fordi gruppen efter hans mening var blevet for mainstream.

Han kastede i stedet al sin energi ind i den politiske smågruppe Kommunistisk Arbejderparti marxister-leninister, der for nemheds skyld blev kaldt KAml eller slet og ret kamelerne. Gruppen dyrkede den albanske revolution under ledelse af Enver Hoxha og var i skarp opposition til stalinisterne i DKP og maoisterne i KAP. Hovedfjenden var ikke kun de fæle kapitalister, men også deres lakajer Socialdemokraterne.
 


Ved siden af arbejdede han som ølkusk og gik senere ind i den etablerede fagbevægelse. Finn Sørensen blev formand for Bryggeriarbejderne fagforening i København, og fra 2005 og frem til valget i 2011 var han næstformand i 3F's Industri og Service København.

Han var i 80'erne skiftet til VS, og i 1989, da Muren faldt og de socialistiske utopier gik fløjten, var han med til at stifte Enhedslisten. Han har været medlem af Folketinget siden valget i 2011.