Staten og fond vil betale en kortlægning af den isfrie del af Grønland. Et område 10 gange større end Danmark.

København. Der afsættes penge på finansloven til at lave kort over den isfrie del af Grønland.

Det fortæller energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

Området er på 450.000 kvadratkilometer - svarende til cirka 10 gange Danmarks størrelse.

De eksisterende kort over den isfrie del af landet er gamle og upræcise. Derfor skal de opdateres. De nye kort bliver digitale, fortæller ministeren.

- Det er vigtigt, i forhold til når mennesker færdes i landskabet. Det er vigtigt, i forhold til operationer fra forsvaret, når der skal foretages nødhjælp. Det er vigtigt, i forhold til erhvervsudviklingen på Grønland, fortæller ministeren.

Kortlægningens pris er estimeret til 60 millioner kroner over en fireårig periode. At kortlægge Grønland er en dansk myndighedsopgave.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem ministeriet, selvstyret, forsvaret og A.P. Møller Fonden.

Kortet vil løbende blive opdateret, i takt med at klimaet forandres, fortæller ministeren.

- Netop klimaforandringerne har påvirket landskabet. Det nødvendiggør også, at man får nye kort, der er opdateret med den nyeste viden, fortæller ministeren.

Den nye aftale vil ifølge Vittus Qujaukitsoq, der er minister for råstoffer, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og nordisk samarbejde i Grønland, komme landet til gode på flere måder.

- Det er af stor betydning for udviklingen, at hele Grønland nu bliver kortlagt. Nye kort i det åbne land vil blandt andet give os et langt bedre for arbejdet med råstofindvinding og videreudvikling af turisterhvervet, siger han i pressemeddelelsen.

Han peger på, at det også vil blive mere sikkert at færdes i naturen.

Lars Christian Lilleholt fortæller, at han har aftalt med sin grønlandske kollega, at Grønland også skal til pengekassen.

- Grønland bidrager med to millioner til at udarbejde de her kort. Jeg synes, at det er meget, meget vigtigt, at Grønland også signalerer deres interesse for projektet, siger den danske minister.

Mens staten bidrager økonomisk, spæder også A.P. Møller Fonden til med 15 millioner kroner.

Kortlægningen vil bestå af fire elementer: Digitale kortdata, højdemodel, satellitbilleder af landskabet samt stednavne.

/ritzau/