Efter mere end tre måneders pause gik Men in Black i weekenden på gaden for første gang efter ophævelsen af coronarestriktionerne.

Bevægelsen opstod under coronanedlukningen i protest mod regeringens restriktioner. Hundredvis af aktivister har deltaget i demonstrationer, der har ført til anholdelser og konfrontationer med politiet i København.

Mundbind, nedlukning, tvangsisolation og vacciner har været temaer for den sortklædte bevægelse, men selvom de sidste restriktioner blev ophævet 10. september, kan Men in Black stadig trække mange demonstranter på gaden.

Det stod klart lørdag aften, da et stort antal sortklædte aktivister mødte op foran Christiansborg for at demonstrere. Men imod hvad?

Linse Kessler deltog, da Men in Black afholdt demonstration under overskriften 'Frihedsdemonstration - 20 år med Frygt, Kontrol & Masseovervågning', lørdag d. 11. september 2021.
Linse Kessler deltog, da Men in Black afholdt demonstration under overskriften 'Frihedsdemonstration - 20 år med Frygt, Kontrol & Masseovervågning', lørdag d. 11. september 2021. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Vi demonstrerer mod politikernes forsøg på at styre os via frygt og overvågning,« hedder det i en erklæring på Men in Blacks Facebook-side.

Demonstrationen blev afholdt på 20-års dagen for terrorangrebene i USA, og det satte sit præg på demonstrationen, hvor der blev protesteret over de vidtgående beføjelser, politi og efterretningstjenester har fået i kraft af terrorlovgivninger.

»Vi siger nej til masseovervågning og ulovlig telelogning,« lød teksten på et skilt, der blev båret af en mand i pels og med blomsterpandebånd.

Coronarestriktionerne var dog stadig et bærende tema for demonstrationen.

Sortklædte demonstranter med nødblus til Men in Black-demonstration i København.
Sortklædte demonstranter med nødblus til Men in Black-demonstration i København. Foto: Philip Davali
Vis mere

Foran Christiansborg blev der holdt flere taler. En af talerne var 31-årige Nanna Skov Høpfner, der også går under navnet 'Nanna Fri'.

Tidligere på året var hun hovedperson i en spektakulær sag, hvor den såkaldte coronaparagraf 81d – der udløser en forhøjelse af straffen – blev taget i brug.

Nanna Skov Høpfner blev anholdt 9. januar efter en Men in Black-demonstration mod coronarestriktioner, der førte til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. 16 betjente ifølge politiet blev ramt af sten, fyrværkeri og øldåser.

Forinden havde Nanna Skov Høpfner holdt en tale, hvor hun opfordrede til at »smadre byen på en ikke-voldelig måde«. Anklagemyndigheden mente, at hun med talen og andre handlinger den aften havde opfordret til vold, og i byretten blev hun idømt to års fængsel med henvisning til §81 d.

Men in Black afholder demonstration under overskriften 'Frihedsdemonstration - 20 år med Frygt, Kontrol & Masseovervågning' og går på en rute med start og slut på Christiansborg Slotsplads i København, lørdag d. 11. september 2021.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Men in Black afholder demonstration under overskriften 'Frihedsdemonstration - 20 år med Frygt, Kontrol & Masseovervågning' og går på en rute med start og slut på Christiansborg Slotsplads i København, lørdag d. 11. september 2021.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Landsretten omstødte imidlertid dommen og gav hende i stedet en straf på 60 dages fængsel. Herefter blev Nanna Skov Høpfner løsladt.

Lørdag stod hun igen med en mikrofon i hånden og takkede de mange demonstranter for deres støtte.

»Det er ikke uden forbehold, at jeg står her i dag. Det krævede nogle overvejelser. Men jeg synes jo ikke, man skal bakke ned, fordi man bliver sigtet for noget, man ikke har gjort, og puttet i fængsel. Så nu står jeg her alligevel,« sagde hun til de fremmødte, der svarede med hujen, piften og trommen.

»Og så vil jeg bare sige tusind, tusind, tusind tak for jeres støtte under min fængsling.«

Nanna "Fri" Høpfner holder tale. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Nanna "Fri" Høpfner holder tale. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Blandt de mange sortklædte tilhørere på pladsen var tv-stjernen Linse Kessler, kendt fra den populære realityserie 'Familien på Bryggen'.

B.T. har været i kontakt med Linse Kessler, og hun har ikke ønsket at kommentere sin deltagelse i Men in Black-demonstrationen.

Efter talerne bevægede demonstrationen sig gennem byen. En del demonstranter var maskerede, og der blev tændt både nødblus og andet fyrværkeri.

Ifølge Københavns Politi forløb demonstrationen fredeligt uden anholdelser.