Kristian Thulesen Dahl har søndag sin sidste dag som formand for DF, der i Herning skal finde afløseren.

Hvis forventningen er bål og brand, at det hele går op i hat og briller, og at Dansk Folkeparti går helt i opløsning, så skal man tro om igen.

Sådan lyder det fra den afgående formand i Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl inden partiets ekstraordinære årsmøde i Herning søndag.

Her skal DF finde en ny formand. Thulesen Dahl går af efter et skidt kommunalvalg for partiet i november.

Formandskampen har været uskøn. Det har kandidaterne Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen alle erkendt. Især de to førstnævnte har været efter hinanden.

- Når der skal vælges, skal der også være nogle fravalg, og så kan det selvfølgelig godt udarte sig lidt hårdt, siger Thulesen Dahl.

- Men jeg synes også, at vi så i september, hvor der også var et årsmøde med optræk til uro, og hvor det også blev beskrevet, at det ville gå meget voldsomt for sig, at der viste vores tillidsfolk, at man respektfyldt klappede af alle, der talte. Og så stemte man bare og valgte dem, man helst ville vælge.

- Jeg håber, at det samme gør sig gældende igen. At man optræder med respekt over for alle sine partikolleger, fordi man ved, at man som delegeret til sidst sidder med stemmesedlen og bestemmer, hvem der skal være formand. Jeg har en tro på, at det er sådan, det bliver, siger Thulesen Dahl.

Alt var dog ikke fryd og gammen ved det omtalte årsmøde i september sidste år.

Ganske opsigtsvækkende vendte partistifter og eksformand Pia Kjærsgaard synligt tommelfingeren nedad under Martin Henriksens tale, hvor han blandt andet kritiserede partiets - ifølge ham - for slappe udlændingepolitik.

Ganske bizart kan Thulesen Dahl ikke selv være til stede fysisk i Herning Kongrescenter, hvor det ekstraordinære årsmøde finder sted.

Thulesen Dahl er for nylig blevet smittet med corona og kan derfor ikke nå at få et gyldigt coronapas, hvilket er et krav for at kunne deltage.

Derfor vil han heller ikke ved eget syn kunne se eventuelle dramaer udspille sig. Men det frygter den afgående formand altså ikke.

- Mange af dem, som tror, at det går op i hat og briller, der tror jeg, at de bliver skuffede. Jeg tror, at det kommer til at gå værdigt for sig.

- Så må vi se, hvordan tingene kommer til at udarte sig bagefter, altså hvordan folk agerer i det. Men du taler med en her, som tror på, at der også er en fremtid for DF.

- Man har tit skrevet nekrologer om partier, som så har gjort nekrologerne til skamme. Det tror jeg også, bliver tilfældet her, siger Thulesen Dahl.

Han blev DF-formand i 2012, hvor han tog over fra Pia Kjærsgaard. Messerschmidt, Henriksen eller Dea Larsen bliver partiets tredje formand i historien. Det er første gang, at en DF-formand vælges ved et kampvalg.

/ritzau/