En 26-årig mand sneg sig til ubeskyttet sex med en 19-årig kvinde. Fænomenet kaldes 'stealthing' og foregik efter en fest i Liberal Alliances Ungdom.

Det fortæller kvinden til tidligere formand Rasmus Brygger, der har valgt at dele hendes historie på Facebook.

'Jeg er blevet kontaktet af en kvinde, der gerne vil forblive anonym. Hun vil gerne have delt sit vidnesbyrd, og dette har jeg tilbudt at facilitere,' skriver Rasmus Brygger på Facebook.

På ungdomspartiets landsmøde i weekenden fremlagde Rasmus Brygger syv vidnesbyrd fra kvinder, der har følt sig krænket sexuelt af mandlige ungdomdspolitikere.

Krænkelserne spænder fra berøring til decideret voldtægt. Flere af kvinderne er mindreårige.

Efter de syv kvinder har fortalt deres historie, har den ottende kvinde henvendt sig til til Rasmus Brygger.

Kvinden fortæller, at hun i 2016 tog med en fyr hjem efter en fest i Liberal Alliances Ungdom. Det udviklede sig til et samleje.

'Samlejet var med samtykke, omend ubehageligt. Da det er ovre, fortæller han, at han trak kondomet af undervejs. Det til trods for, at jeg havde været tydelig i mit ønske om kondom. Jeg bliver lidt paf, men glatter ud og beder ham om, at sende mig penge til en fortrydelsespille,' skriver kvinden i vidnesbyrdet.

Kvinden fortæller, at hun forgæves forsøgte at få LAU til at skride ind over for krænkeren.

'Jeg finder senere ud af, at fænomenet hedder Stealthing og bliver først da egentlig vred og kan smide selvbebrejdelsen af mig. Jeg fortæller om episoden til folk i lokalforeningen, men de fortæller, at de bare ikke kan forestille sig, at han skulle gøre noget sådan. Han er jo deres ven,' skriver kvinden, der efterfølgende meldte sig ud af LAU.

Episoden blev aldrig meldt til politiet.

På landsmødet krævede Rasmus Brygger, at hele ledelsen i LAU gik af, da de i juni undlod at reagerer på beskyldningerne om flere sexovergreb begået af det samme mandlige medlem.

Formand Carl Andersen blev ikke genvalgt til posten. I stedet blev Signe Bøgevald Hansen valgt som ny formand for LAU, og hun har lovet at rydde op i partiet.

Anklagerne om sexuelle overgreb er blevet drøftet i moderpartiet Liberal Alliance, der har valgt at skride ind over for de overgrebsmistænkte.

Partiets politiske ordfører, Christina Egelund, fortæller til Radio24syv, at man har bedt fire mandlige medlemmer af Liberal Alliances Ungdom, der mistænkes for at have begået overgreb mod kvindelige medlemmer, om at blive væk fra moderpartiets arrangementer.

De fire er også udelukket fra arrangementer i LAU.

Sagerne er samtidig meldt til politiet, som efterforsker anklagerne mod de fire mænd.

Det fremgår ikke, om den nye overgrebsanklage er rettet mod en af de fire mistænkte.

Rasmus Brygger har ikke ønsket at kommentere det nye vidnesbyrd yderligere over for B.T.

Han ønsker heller ikke at videreformidle kvindens kontaktoplysninger, og det har derfor ikke været muligt, at verificere historien. Arkivbilledet af kvinden på forsiden af B.T. er et modelfoto. Kvinden på billedet har således ikke noget med sagen at gøre.