Sukkeret har de senere år positioneret sig i bunden på den ernæringsmæssige rangstige, godt hjulpet på vej af diverse sundhedsguruer, der efterhånden nærmest sidestiller det med alkohol og tobak.

Den bølge har De Radikales leder, Morten Østergaard - eller pædagoerne i sønnens vuggestue - tilsyneladende valgt at hoppe med på, da han forud for dagens premiere på det nye politiske kaldenderår var forbi sin 2-årige søns daginstitution med en kagemand i anledning af hans fødselsdag.

Der er dog ikke meget kagemand over den radikale leders version, hvis man tænker på den klassiske brødudgave med ansigt lavet af indhold fra en pose Haribo. Den er nemlig lavet af frugt.

I et opslag på sin Facebook-side er det en radikal leder, der ud over at have styr på sin søns børnefødselsdag melder om højt humør forud for en travl dag på Christiansborg.

- Frugtkagemand til sønnens 2 års fejring i vuggestue: Tjek. Tætpakket regeringsprogram: Tjek. Højt humør: Tjek, lyder opdateringen, der allerede har vakt fuore i kommentarfeltet hos Morten Østergaard.

- En anelse for politisk korrekt til mig. Der er nogle børn, der bliver rimeligt fucking skuffet over at se dét der. Så stemmer speltmødrene i: "MINE børn kan bedre lide frugt end kage". Øhh nej, men du er bare for ensporet til at gennemskue det, skriver en.

- Kan ikke forstå den antisukkerfanatiske politik - børnene tager ikke skade af lidt sukker en gang i mellem, ellers bliver det bare til, at de går sukkeramok bagefter. Men det er jo det samme med den forfejlede madpakkepolitik i skoler og børnehaver. Børnene lærer mest ved at få varmt mad end de halvlunkne madpakker. I øvrigt TILLYKKE med drengen, lyder det fra en Facebook-bruger mens andre hylder den sunde tankegang:

- Frugtkagemanden er utrolig flot - lækker og indbydende - noget alle unger kan lide. Det er da meget bedre end en kagemand af kage og slik. Godt gået, Morten Østergaard. Kage kan drengen og familien få, når de er hjemme. Det er helt ok at servere kage hjemme, og naturligvis hører det sig til en fødselsdag. Men i en vuggestue - så synes jeg at denne frugtkagemand er på sin plads, mener en anden bruger.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den radikale leder om tankerne bag den vitaminrige kagemand.

HVAD MENER DU? ER DET EN KAGEMAND ELLER ER VI GÅET FOR LANGT I VORES SUNDHEDS-IVER? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER