Den kirkelige avis Udfordringen har valgt at fyre den kendte teolog og debattør Iben Thranholm, fordi hun er blevet folketingskandidat for partiet Stram Kurs.

Iben Thranholm skriver faste klummer til Udfordringen, og så sent som 3. maj i år havde hun et indlæg i avisen, hvor hun skrev kritisk om partiet.

'Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det.'

Nu har hun imidlertid valgt at stille op for Rasmus Paludans højrenationale og islamkritiske parti, og derfor vil hendes pen ikke længere optræde i avisen.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

»Vi ønsker ikke, at partistifterens (Rasmus Paludans, red.) politiske synspunkter og provokerende stil kommer til at skygge for Udfordringens ønske om at udbrede det positive kristne budskab.«

Sådan lyder det fra redaktionen på avisen efter, at Iben Thranholms kandidatur er blevet kendt.

Iben Thranholm siger til Kristeligt Dagblad, at hun blev kontaktet af Rasmus Paludan få timer efter, at hendes kritiske klumme var blevet offentliggjort.

Hun forklarer, at hun meget længe gerne har villet afprøve sig selv politisk.

Ifølge den nyslåede folketingskandidat har Paludan formået at skabe opmærksomhed om alvorlige problemer blandt andet ved at brænde koraner af, men hun indrømmer, at hun ikke selv ville have grebet det an på den måde.

Om sin fyring som klummeskriver på Udfordringen siger Iben Thranholm til Kristeligt Dagblad:

»...de skal passe på deres avis. Rasmus Paludan er blevet fortolket på en bestemt måde, men hvis han havde været nazist, fascist eller hvad han ellers er blevet kaldt, ville jeg selvfølgelig ikke have stillet op. Hans synspunkter er blevet fordrejet, fordi han har så mange modstandere.«