Sidste gang Donald Trump foreslog, at USA skulle købe Grønland, blev ideen kategorisk afvist. Blandt andre af statsminister Mette Frederiksen (S).
Men på sociale medier spreder debatten sig igen, og den populære forfatter og videnskabsjournalist for Weekendavisen Lone Frank stiller nu spørgsmålet:
»Hvorfor ikke indgå en fornuftig handel?«
Hun påpeger, at USA så vil overtage »retten« til at sende bloktilskud til Grønland, og at Europa i så fald vil kunne få hjælp fra USA til at sikre Ukraine og Europa mod Rusland.
Det skriver hun i et nyt opslag på Facebook.
Tidligere har det været den kendte iværksætter og rigmand, Lars Seier Christensen, der til B.T. har sagt, at Danmark bør overveje et tilbud fra USA grundigt.

I dag skriver også den konservative forfatter og debattør Ryan Smith på Facebook, at Danmark bør lave en aftale nu.
»Deres (de danske lederes, red.) hænder er bundet af den geopolitiske situation, de har ingen kort på hånden,« skriver han.
Ryan Smith påpeger, at det måske citerede realistisk beløb på nuværende tidspunkt er omkring 50 milliarder dollar, skriver the Economist. Det svarer til godt og vel 318 milliarder kroner.
Såfremt de ikke laver en aftale, tror Ryan Smith, at det blot ender med, at Danmark mister Grønland som en glidende overgang uden at få en krone.
Søndag slog statsminister Mette Frederiksen (S) ikke desto mindre igen fast med syvtommersøm, at Grønland ikke er til salg. Hun har sågar tidligere kaldt diskussionen for »absurd.«
Du kan følge den seneste udvikling i og omkring Grønland i B.T.s liveblog lige HER.
