Undervisningsminister Merete Riisagers besøg på Ørestad Gymnasium torsdag har været det hele store taleemne i dag, fredag.

Besøget endte nemlig i et kaotisk opgør, hvor medier landet over kunne berette, hvordan eleverne blandt andet havde kastet mønter efter ministeren.

Men netop denne detalje har siden hen været årsag til stor debat, da flere elever samt skolens rektor kategorisk har afvist, at der blev kastet med mønter.

»Jeg har læst i flere medier, at der blev kastet med mønter, men der vil jeg godt lige understrege, at hverken jeg eller nogen af dem, jeg har snakket med på skolen, oplevede, at der blev kastet med mønter,« sagde gymnasieeleven Markus Richardt, der går i 1N i gymnasiet på Amager, til B.T. fredag eftermiddag.

Det var sognepræst Kathrine Lilleør, der i første omgang nævnte de famøse mønter til Altinget, og siden hen bekræftede hun citatet for andre medier, men hun har nu valgt at justere sin udtalelse. Det gør hun over for DR:

»Der var ikke så meget, der faldt ned. Der var ikke en regn af ting, og vi blev ikke ramt af noget,« siger hun, og tilføjer, at hun er i tvivl om, hvorvidt der var tale om en kapsel eller en mønt.

Også Mette Riisagers særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen, som ellers bekræftede Kathrine Lilleørs udlægning af hændelsen tidligere på dagen, uddyber over for DR, at han kun »så én mønt blive kastet«.

Til TV2 Nyhederne oplyser Undervisningsministeriet, at de nu vil bede gymnasiet om at få udleveret videoovervågningen fra episoden for at finde ud af, om der blev kastet med mønter eller ej.

Merete Riisager besøgte gymnasiet på Amager for at tale om demokratisk dannelse, men besøget endte altså ud i kaotiske tilstande, hvor hun blandt andet blev kaldt skældsord som 'luder', før hun til sidst valgte at forlade skolen.

Undervisningsministeren delte efterfølgende et opslag på Facebook, hvor hun kaldte hændelsen for 'bekymrende'.

'Det bekymrer mig, at en sådan situation kan opstå. Det bekymrer mig faktisk også, når jeg på de sociale medier kan læse voksne, der bifalder episoden,' skrev ministeren blandt andet.

Både skolens rektor,  Jonas Lindelof, og skolens elevråd har taget afstand fra episoden.