S og SF har lidt for stærk tiltro til, at de ting, de sætter i gang, vil virke, mener professor.

- Det er en flot og ambitiøs plan og meget grundig. Men det er et spørgsmål, hvor meget af det, der kan gennemføres. F.eks. er det langtfra sikkert at de kan skaffe de penge på uddannelse, de snakker om. Og de vil gerne styre, hvilke virksomheder, der skal have mest fremgang. Planen bærer lidt præg af det sædvanlige  problem for venstreorienterede politikere: De tror, de ved, hvad der er bedst for folk.

Det siger professor Verner C. Petersen, Handelshøjskolen i Aarhus til den røde 2020-plan.

- De vil styrke væksten og have balance i økonomien, og det er udmærket. Men de har lidt for stærk tiltro til, at de ting, de  sætter i gang, også vil virke. De tror, at bedre uddannelser vil skaffe flere i arbejde. Men det er jo ikke  sikkert.

- Og de vil skabe økonomisk vækst i bestemte sektorer, grønne arbejdspladser og bioteknologi. Men det er jo svært at styre den slags. Hvem kunne f.eks. forudse at Lars Larsen ville blive en succes - eller at Skype ville blive opfundet, siger Verner C. Petersen