I et fælles høringssvar retter Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Udbetaling Danmark benhård kritik af lovforslaget til regeringens Fødevarecheck.
De advarer både om uklare regler, risiko for fejludbetalinger og inkonsekvente formuleringer i lovteksten, skriver DR.
Det er netop ATP og Udbetaling Danmark, der skal stå for at udbetale fødevarechecken.
Kritikken baserer sig ifølge DR blandt andet på, at udbetalingen baserer sig på oplysninger fra andre myndigheder, og at hverken ATP eller Udbetaling Danmark kan kontrollere og verificere de oplysninger.
»Der vil således være risiko for, at der automatisk udbetales engangsbeløb til borgere, som ikke er berettiget hertil forudsat, at de fremgår af datasættet fra den afgivende myndighed,« skriver de to myndigheder i høringssvaret.
Og det er potentielt alvorligt, siger Frederik Waage, professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet, til DR.
»Det man jo dybest set får at vide her, det er, at man ikke kan være sikker på, at alle pengene havner i de rigtige lommer,« siger han.