Og De Radikale melder sig nu ind i pensionsdebatten.
Det sker med et udspil, der ifølge partiet skal gøre folkepensionen mere fleksibel.
De Radikale foreslår, at man skal kunne vælge at få udbetalt folkepensionens grundydelse op til tre år før den fastsatte pensionsalder.
Det skal ifølge partiet gøre det muligt for flere seniorer at gå ned i tid.
Til gengæld bliver den månedlige ydelse lavere, hvis man vælger at få udbetalt ydelsen tidligere.
Vælger man derimod at arbejde længere tid end til den fastsatte pensionsalder, foreslår De Radikale, at ydelsen bliver større.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Politisk leder i De Radikale Martin Lidegaard siger, at partiet ønsker at åbne for en ny måde at afslutte arbejdslivet.
- Nogen vil vælge en fridag om ugen med børnebørnene i de sidste arbejdsår. Andre et par ekstra år på jobbet med udsigt til en forhøjet pension derefter, siger han i pressemeddelelsen.
De Radikale foreslår, at folkepensionen skal sættes varigt ned med for eksempel fem procent per år, man vælger at få den udbetalt tidligere.
Folkepensionens grundbeløb er i dag 7544 kroner.
Den endelige model vil De Radikale fastlægge sammen med arbejdsmarkedets parter. Ifølge partiet skal modellen samlet set styrke de offentlige finanser og beskæftigelsen i 2035.
Torsdag kom Socialdemokratiet med sit bud på, hvordan fremtidens pensionssystem i Danmark skal indrettes.
Partiet foreslår en model med en differentieret pensionsalder, hvor op mod halvdelen af befolkningen kan trække sig tilbage tidligere end i dag.
Samtidig skal pensionsalderen blive ved med at stige for den anden halvdel, men fra 2045 i et lavere tempo end nu.
Socialdemokratiet vil udvide den tidlige pension, som også kaldes Arne-pension. Den omfatter i dag personer, som har været på arbejdsmarkedet i 42 til 44 år.
Står det til Socialdemokratiet, skal kravet til antallet af år på arbejdsmarkedet gradvis sænkes til 39 til 44 år.
Udspillet vil ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) samlet set reducere arbejdsudbuddet med 6000 personer i 2035 og koste 4,6 milliarder kroner i samme periode.
På længere sigt ventes en markant større regning.
/ritzau/
