Lasse Frimand fra Socialdemokratiet har ikke længere flertal som borgmester i Aalborg efter 100 års socialdemokratisk styre.
Det oplyser Jes Lunde fra De Radikale til Ritzau.
Kandidaten fra De Radikale har fået et flertal bag sig, der peger på ham som borgmester, oplyser han.
- De borgerlige partier i byrådet foretrækker mig som borgmester, og det vil jeg gerne, hvis jeg kan få en aftale om politik, som jeg kan se mig selv i, siger han.
Partierne i den nye aftale er De Radikale, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, som sammen har 16 mandater mod 15.
Dagen efter valget lød det ellers, at Lasse Frimand Jensen ville fortsætte som borgmester i kommunen. Det sagde han på et pressemøde onsdag.
Socialdemokratiet blev det største parti i den nordjyske kommune på trods af et fald i opbakningen fra vælgerne.
Partiet fik 32,2 procent af stemmerne.
Det svarer til et fald på 4,7 procentpoint siden valget i 2021 og 16,5 procentpoint sammenlignet med 2017.
De Radikale fik to mandater ved valget mod Socialdemokratiets ti.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er selv fra Aalborg, som har været en socialdemokratisk højborg i mange år.
Det gælder også København, hvor Socialdemokratiet også mistede magten, da SF står til at tage posten som overborgmester efter over 100 års socialdemokratisk styre.
/ritzau/