Hvis butikker bliver taget i at sælge tobak til mindreårige, kan de risikere at miste retten til at sælge tobak.

Men hvis en butik i dag får bøder for at overtræde forbuddet mod at sælge alkohol til unge eller børn, er der i dag ikke andre konsekvenser, end at butikken får en bøde.

Bøder, der i dag er så små, at de for mange butikker dårligt kan mærkes i regnskabet.

»Det skal have konsekvenser, når butikkerne vælger at bryder reglerne. Det går ikke, at så mange helt unge mennesker i dag kan gå ind i en butik og købe alkohol, så det skal laves om nu,« siger Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative.

Onsdag morgen starter der igen forhandlinger hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

I sidste uge blev der landet en bred politisk aftale om en ny sundhedsreform. Forhandlingerne på forebyggelsesområdet endte dog med at blive adskilt fra den store aftale.

Der var nemlig på ingen måde opbakning til regeringens idé om at indføre et fremtidigt livstidsforbud mod køb af tobak for unge og at hæve grænsen for køb af alle former for alkohol til 18 år.

Forslag, som heller ikke De Konservative ville bakke op om.

I stedet foreslår partiet nu forud for forhandlingerne hos Heunicke, at der indføres et permanent forbud mod at sælge alkohol for butikker, der gentagne gange får bøder for at sælge alkohol til mindreårige.

Per Larsen (KF) Sundhedsminister Magnus Heunicke afholder sammen med aftalepartierne Rasmus Horn Langhoff (S) Martin Geertsen (V) Stinus Lindgreen (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Peder Hvelplund (EL) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Doorstep om delaftale om sundhedsreform fredag den 20. maj 2022. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Per Larsen (KF) Sundhedsminister Magnus Heunicke afholder sammen med aftalepartierne Rasmus Horn Langhoff (S) Martin Geertsen (V) Stinus Lindgreen (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Peder Hvelplund (EL) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Doorstep om delaftale om sundhedsreform fredag den 20. maj 2022. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Gør man det en række gange, skal der falde en hammer. Vi ved godt, at der er butikker, der gør en indsats, men vi ved også, at det er mange mindre butikker, særligt små kiosker, der ikke gør samme indsats. Her er tanken, at der skal være en straf, der virkelig kan mærkes,« siger Per Larsen.

En undersøgelse fra 2021 fra Alkohol og Samfund viser, at 75 procent af butikkerne sælger alkohol ulovligt. Problemet er mest udbredt i kiosker og på tankstationer, mens det er mindre udbredt i større supermarkeder.

Per Larsen, hvor mange bøder må butikkerne få før de skal miste deres ret til at sælge alkohol?

»Hvis man inden for en kortere tidshorisont forbryder sig mod reglerne, så skal der være en konsekvens. Jeg kunne forestille mig, hammeren skulle falde, hvis man inden for et halvt års tid får tre bøder.«

Der skal dog ikke nødvendigvis være tale om et definitivt, livsvarigt forbud for butikkerne mod at sælge alkohol, hvis de dømmes ude. I steder bør der også være mulighed for en karantæneperiode på omkring seks måneder.

I de særligt grove tilfælde er partiet dog klar til at fratage butikkerne retten til alkoholsalg permanent.

Men det her kræver vel en hel del kontrol, og i forvejen er det kendt, at Sikkerhedsstyrelsen har svært ved netop dét. Hvordan skal det her så fungere i virkeligheden?

»Så må vi bede dem om at intensivere jagten. Det kan også sagtens være, vi skal se på, om vi skal have nogle flere mennesker ansat til at føre kontrollen. Grundlæggende mener jeg, det her er så vigtigt, at vi skal have gjort noget nu. Så må vi få fundet de penge og lavet den lovgivning, det kræver.«