Moskéer, der opfordrer til vold, skal kunne lukkes, siger K, som samtidig ønsker, at flere skal anerkendes.

Langt flere ikke-anerkendte trossamfund i Danmark skal anerkendes. Det mener De Konservative. Det skriver Jyllands Posten.

Ifølge De Konservative vil det være lettere at udøve kontrol og regulering med de moskéer, som man mistænker for at prædike ekstremistisk islam, hvis de bliver anerkendte trossamfund.

Med det følger nemlig, at man som trossamfund er forpligtet til at oplyse om økonomiske forhold og grundlæggende ritualer.

Med en anerkendelse følger også en række rettigheder og økonomiske fordele. Anerkendte trossamfund kan foretage vielser med borgerlig gyldighed og opnå en række skattemæssige fordele.

- Der er nogle fordele ved at være et anerkendt trossamfund, men det er ikke den vinkel, som vi har, siger politisk ordfører Marcus Knuth (K).

- Når man er et anerkendt trossamfund, har Kirkeministeriet en mulighed for at regulere. Og det er lige præcis den regulering, som vi gerne vil have fat i.

- Det vil give os mulighed for at gribe ind, hvis en yderliggående moské kommer med problematiske udtalelser eller agerer på en måde, som ikke er acceptabel i Danmark, siger han til Jyllands-Posten.

Forslaget er ifølge Marcus Knuth særligt møntet på at få anerkendt moskéer som Grimhøjmoskéen og Fredens Moské i Aarhus samt Imam Ali-Moskéen i København.

Grimhøjmoskéen er kendt for at have være et mødested for nogle syrienkrigere. Fredens Moské indgik i TV2's dokumentar "Moskéerne bag sløret". Her blev det afsløret, at moskéen havde et shariaråd, som skulle afgøre, om et par kunne blive skilt. Og Imam Ali-Moskéen har vist sig at have tætte bånd til Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei.

De Konservative har også bedt regeringen om at undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke blandt andet moskéer, der opfordrer til vold eller lignende.

- I den perfekte verden så jeg gerne Grimhøjmoskéen lukke. Men hvis en moské vælger at rette ind og ophøre med alle problematiske aktiviteter, skal de jo have lov til det, siger Marcus Knuth.

/ritzau/