De tre hovedpersoner i håndteringen af Helle Thornings skattesag er ikke forpligtet til at udtale sig til undersøgelseskommissionen, der skal komme til bunds i sagen.


I øjeblikket er Justitsministeriets embedsmænd i fuld gang med at sammensætte den undersøgelseskommission, der har til opgave at komme til bunds i håndteringen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, så alle sten kan blive vendt.

Men uanset hvor dybdeborende og kritiske spørgsmål kommissionens dommere og advokater fyrer af sted mod sagens nøglepersoner, tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), eks-spindoktor Peter Arnfeldt og departementschef Peter Loft, er det ikke sikkert, at kommissionen og offentligheden kommer nærmere sandheden ad den vej. De tre vigtigste personer i sagen har nemlig som de eneste overhovedet ikke pligt til at udtale sig.

Dette skyldes, at loven, som danner ramme om den særlige undersøgelseskommissions arbejde, specifikt angiver, at personer hvor, ”der må antages at foreligge mulighed for strafansvar” ikke har pligt til at udtale sig.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Og i skattesagen gælder det netop de tre nævnte hovedpersoner, vurderer Sten Bønsing, der er lektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet.

- Enhver person som kommissionen indkalder som vidne har pligt til at udtale sig. Men personer der kan betragtes som mistænkte kan vælge ikke at udtale sig, også selvom de ikke formelt er sigtet, forklarer Sten Bønsing.

Lars Løkke kan blive indkaldt som vidne

Ingen personer kan dog se sig fri for at blive indkaldt som vidne. Undersøgelseskommissionen kan nemlig vælge at indkalde alle, som den vurderer har vigtig viden om sagen. Det betyder, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) også kan risikere at skulle dele sin viden om sagen med omverdenen. Og sker dette, bliver det efter alt sandsynlighed for åbne døre.

- Møder i undersøgelseskommissionen er offentlige. Derfor har alle interesserede adgang til afhøringerne. Dørene kan kun lukkes, hvis forklaringerne omhandler personfølsomme oplysninger, forklarer Sten Bønsing.

Den kommende undersøgelseskommission vil hovedsageligt bestå af landsdommere, advokater og forskellige eksperter, der har en særlig faglig viden om det område, sagen handler om.

Efter Tamil-sagen, hvor den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle, vedtog Folketinget fire år senere Loven om Undersøgelseskommissioner. Inden da var der ikke nogle faster juridiske rammer for en undersøgelseskommission, hvis konklusioner med en folketingsbeslutning kan føre til en egentlig rigsretssag.

Kilde: B.dk