Da statsminister Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister fra 2011 til 2014, læste hun bogen 'The New Machiavelli', som er skrevet af Jonathan Powell og angives at være en del af hendes manual for magten.

Før han vandt valget i 2001, læste Anders Fogh Rasmussen bogen 'The Unfinished Revolution' af Philip Gould, som var hans håndbog med stikord til at lede landet.

Både Jonathan Powell og Philip Gould øste af deres viden som centrale rådgivere for Tony Blair, der blev premierminister i Storbritannien for Labour ved en jordskredssejr i 1997 og styrede landet i ti år.

Mette Frederiksens stil minder om Anders Foghs. Collage: Benjamin Bisgaard Krogh
Mette Frederiksens stil minder om Anders Foghs. Collage: Benjamin Bisgaard Krogh
Vis mere

Men det er ikke det eneste, den nuværende og den tidligere statsminister har til fælles.

Frederiksen og Fogh brugte begge fire år i opposition til at ændre partiets politik, så de kunne trække vælgere over midten. De rejste landet rundt og sikrede opbakning i gruppen og baglandet og lagde en klar plan for, hvad de ville, når de kom til magten. De er strukturerede og velforberedte, arbejder systematisk og har det lange lys på.

»Jeg hører fra flere og flere, at der er noget parallelt i måden, vi arbejder på. Selv om det ikke er noget, jeg har efterstræbt. Men der er noget om snakken,« siger Mette Frederiksen til B.T.

»Der er store politiske forskelle på Fogh og mig. Men jeg arbejder meget planlagt og kan godt se, der kan være nogle paralleller. Vi er ideologiske med modsat fortegn,« tilføjer hun.

B.T. har forsøgt at spørge Anders Fogh Rasmussen om det samme, men har ikke fået svar.

Men Danmarks statsminister fra 2001 til 2009 roste op til jul Mette Frederiksen i radioprogrammet 'Slotsholmen' på P1.

»Regeringen er som sådan kommet godt fra start, og det skyldes i høj grad den måde, Mette Frederiksen har grebet det an på. Lars Løkke Rasmussen er meget impulsiv, og han improviserer meget. Mette Frederiksens måde ligner min egen meget,« sagde Anders Fogh Rasmussen, hvilket betragtes som den ultimative ros fra ham.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) kom ligesom Mette Frederiksen i Folketinget ved systemskiftet i 2001, og han sammenlignede for nylig Mette Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen i Politiken:

»Mette Frederiksen har fået magten, og hun har taget magten. Hun er velforberedt. Det minder mig om Anders Fogh, han var også utroligt godt forberedt, og som ham siger hun sjældent noget, der ikke er forankret hos minimum 70 procent af vælgerne,« sagde Søren Gade.

B.T. har talt med rådgivere af dem begge, og de bekræfter, at der er noget om snakken:

Statsminister Mette Frederiksen (S) Radikale Venstre holder nytårsstævne på Hotel Nyborg Strand søndag den 5. januar 2019.
Statsminister Mette Frederiksen (S) Radikale Venstre holder nytårsstævne på Hotel Nyborg Strand søndag den 5. januar 2019. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

»Der er klare lighedstegn. Det mest markante er, at de har tænkt over, hvad de vil bruge magten til, hvor Helle Thorning-Schmidts og Lars Løkkes stil virker mere tumultarisk og tilfældig,« siger Michael Kristiansen, direktør i Kristiansen+Partners, der var med til at bane vejen for Anders Foghs sejr i 2001 som særlig rådgiver.

»Der er store ligheder mellem dem samt en forskel på dem og Thorning og Løkke. Fogh havde sin drejebog, Mette Frederiksen har sin plan, som hun har lagt med stabschef Martin Rossen. De er begge meget stædige og holder fast i det, de har besluttet. Både Fogh og Frederiksen har brugt år på at forberede deres bagland på ændringerne i politikken.«

»Fogh var imidlertid ekstremt optaget af de første 100 dage. Det var helt vanvittigt, hvad han fik krydset af. Der synes jeg, Mette Frederiksen er klogere. Hendes perspektiv er fire år, og de er allerede i gang med at planlægge anden periode. De fyrer ikke det hele af på 100 dage,« siger Michael Kristiansen.

Embedsmænd og politikere er enige om, at Mette Frederiksen er den stærkeste statsminister siden Fogh – og at hun med sin beslutsomhed og ledelsesstil minder om sin forgænger. Begge rykkede ind i Statsministeriet med en drejebog og en plan for, hvad der skal ske. Modsat deres to partifæller, Løkke og Thorning, som i højere grad improviserede sig frem.

Da Anders Fogh blev formand for Venstre, fjernede han en masse forslag fra det borgerlige idékatalog, brød med sin egen bog, 'Fra socialstat til minimalstat' fra 1993, og bekendte sig til velfærdsstaten. Det var den pris, han betalte for at erobre midten og få magten.

Anders Fogh Rasmussen i 2001, da han vinder en jordskredssejr 
Anders Fogh Rasmussen i 2001, da han vinder en jordskredssejr  Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Mette Frederiksen har erobret midten tilbage ved at bekende sig til mange af de værdipolitiske skred, der fandt sted i nullerne. Det er den pris, hun og Socialdemokratiet betaler for at erobre midten tilbage og dermed få mulighed for at føre en mere klassisk, socialdemokratisk rød fordelingspolitik. Men hun mener det også af et ærligt hjerte, understeger hendes rådgivere.

»Der er ikke meget, der er tilfældigt. Jeg har planlagt nøje, hvordan jeg vil arbejde, hvordan jeg vil lede regeringen og Danmark, hvordan jeg vil organisere Statsministeriet,« siger Mette Frederiksen.

»Jeg gør mig umage med også at være statsminister for dem, der ikke har stemt på Socialdemokratiet. Når man lægger vores politik sammen, skal 75-80 pct. af befolkningen gerne kunne se sig selv i det,« tilføjer statsministeren.