Dødstrusler og verbale overfald på Mohammad Rafiq og hans familie, er blevet hverdag efter han udgav den kontroversielle bog. Han beskylder de fire politikere i borgerrepræsentationen for indirekte at være skyld i truslerne.

»De er forbilleder for store etniske grupper. Når de sviner mig til, så er der svage sjæle, som tager deres had mod mig for gode varer,« mener Mohammad Rafiq. Han er blevet truet så mange gange, at han nu får politibeskyttelse.

»De fire politikere er nogle hyklere. De beskylder mig for at køre hetz, men i bund og grund er det dem der hetzer mig. Jeg tager dybt afstand fra arrangerede ægteskaber, og det passer åbenbart ikke ind i deres politiske dagsorden. De har kun et mål, og det er, at smadre min politiske karriere.«

Socialdemokraten mener, at han mistede et foketingskandidatur, da mediestormen kørte på sit højeste i december og januar.

»Jeg er skuffet over, at Mogens Lykketoft tog deres ord for gode varer, og derefter tog afstand fra mig. Men nu vil jeg have sagen afgjort i retten, så jeg kan komme tilbage til dansk politik, og få gennemført et krav om, helt at forbyde arrangerede ægteskaber,« fastslår Mohammad Rafiq.