Danskernes tillid til statsminister Mette Frederiksen har lidt noget af et knæk.

Det viser en ny måling fra YouGov, der spørger danskerne, hvad Minkkommissionens konklusion betyder for deres tillid til Mette Frederiksen.

51 procent svarer, at deres tillid til landets statsminister er blevet 'svækket' eller 'meget svækket' efter Minkkommissionens konklusion. En tredjedel svarer, at tilliden hverken er styrket eller svækket.

Tillidsknækket bliver ikke ubetydeligt, når danskerne snart skal til stemmeurnerne, mener B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard.

»Mette Frederiksen slap ganske vist gennem minksagen med en ubetydelig 'næse'. Men prisen kan i sidste ende vise sig at blive tårnhøj, når danskerne skal i stemmeboksen. Tillid tager årevis at opbygge, men kun et øjeblik at splitte til atomer i politik,« siger han og tilføjer.

»Minksagen – og ikke mindst Mette Frederiksen ageren, efter kommissionens beretning landede – har såret statsministerens troværdighed, og det er tvivlsomt, om sårene når at hele inden et valg, som sandsynligvis bliver afholdt i september,« siger han.

B.T.s politiske redaktør hæfter sig ved, at 57 procent af Radikale Venstres vælgere har fået svækket deres tillid til Mette Frederiksen og 28 procent af Enhedslistens vælgere ligeså

»Tillidsbristen er ikke kun isoleret til de blå vælgere, som ikke var medlem af en Mette Frederiksen-fangruppe i forvejen,« siger Anders Leonhard.

Mette Frederiksen kan dog glæde sig over, at blot ti procent af dem, der stemte socialdemokratisk sidst, svarer, at deres tillid til statsministeren er svækket.

»Kernevælgerne forlader ikke S på grund af minksagen, hvilket målingen her også tydeliggør. Men hvis blot et par procent skifter fra rød til blå blok, kan flertallet tippe. Der skal meget lidt til,« siger Anders Leonhard.

På papiret ligner det, at der er sat et foreløbigt punktum for minksagen, men minkspøgelserne vil komme til at spøge, når valgkampen skydes i gang, spår Anders Leonhard Jensen.

»Flere målinger spår dødt løb mellem rød og blå blok, og når først valgkampen går i gang, bliver socialdemokratiske kandidater foreholdt minksagen, hver gang de stiller op til debat,« siger Anders Leonhard.

I en Megafon-måling fra starten af juli dumpede S helt ned på 21,7 procent af stemmerne, samtidig med at rød blok for første gang siden valget blev mindre end blå blok.