Et flertal af danskerne mener, at Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, belaster Socialdemokraternes skattepolitik, viser ny måling.

Det er et problem, at Helle Thorning-Schmidt går ind for højere skat for højindtægtsgrupper, når hendes mand ikke har betalt skat i Danmark.

Det mener 58 procent af de adspurgte i en meningsmåling, Megafon har foretaget torsdag for TV 2 og Politiken, efter det er kommet frem, at Thornings mand, Stephen Kinnock, betaler skat i Schweiz, hvor han arbejder og ikke i Danmark, hvor hans familie bor.

Sagen er foreløbig endt med, at Stephen Kinnock, har besluttet at betale skat i Danmark for årene 2009 og 2010.

Det meddelte parret onsdag på trods af, at Skat endnu ikke er færdige med at undersøge, om Stephen Kinnock rent faktisk skal betale skat i Danmark og ikke i Schweiz.

42 procent af de adspurgte mener, at den socialdemokratiske statsministerkandidat har håndteret sagen "dårligt" eller "meget dårligt", mens 34 procent vurderer håndteringen som "god" eller "meget god".

Med hensyn til om Stephen Kinnocks private skatteforhold har relevans for offentligheden svarer 47 procent, at det har den ikke, så længe han overholder reglerne, mens 49 procent mener, at sagen er relevant set i lyset af socialdemokraternes skattepolitik.

/ritzau/