Lyt til artiklen

Svaret er klart, når man spørger danskerne, om Kongehuset burde stille ECCO-skoene på hylden.

Hele 46 procent er delvist eller helt enig i, at den udskældte skofabrikant burde droppes som kongelig hofleverandør.

Det familieejede selskab har været i vælten i flere måneder, fordi man har holdt fast i sine 250 butikker og 1.500 ansatte i Rusland.

Men familien Kasprzak, der ejer ECCO, har ikke ladet sig rykke – hverken af forbrugerboykot eller medieopmærksomhed.

For blot fem dage siden kom nyheden om, at daværende chef for den europæiske del af ECCO Claus Flyger Pejstrup stoppede.

ECCO har ikke villet kommentere topchefens afgang, ligesom de heller ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelser i forbindelse med denne artikel.

Kongehuset har tidligere fortalt, at man er opmærksom på den negative presse, ECCO får.

»Vi kommenterer som udgangspunkt ikke konkrete sager, men vi følger selvfølgelig med i, hvordan tingene udvikler sig,« lød det i april fra kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby.

Men trådene mellem kongehuset og familien Kasprzak er også mange.

Da prins Joachim i 1995 giftede sig med Alexandra Manley, oprettede ECCOs grundlægger, Karl Toosbuy, en folkegave, der gjorde, at parret kunne sætte slottet Schackenborg i stand. 13 millioner kroner blev indsamlet til den royale restaurering.

Og da prins Joachim mange år efter solgte slottet igen, var det til en fond, hvor ECCO Holdings administrerende direktør, Søren Dalsgaard Stier, nu sidder som formand. Prins Joachim indkasserede også 100 millioner kroner, da han solgte slottet til fonden.

ECCO er også hovedsponsor på Dansk Varmblods Hingstekåring til Hest & Rytter-messen i Herning Messecenter, som prinsesse Benedikte er protektor for.

Christoph Ellesgaard, der er eliteforsker på CBS, har tidligere fortalt om rigmandsfamiliernes forhold til Kongehuset.

»De kendte rigmandsfamilier er blevet en slags ny adel. De er blevet optaget i kredsen omkring Kongehuset og bliver inviteret til statsbesøg, bal og lignende,« siger han til B.T. og påpeger, at disse familier også giver 'gaver' til Kongehuset.

»Man kan for eksempel se på Danfoss, der låner privatfly ud til Kongehuset. Eller Mærsk, der donerer 4,5 millioner kroner til en ridebane på Fredensborg Slot.«

Kongehuset ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelse.