»Kvindekvoter. Ja, det lyder næsten som noget fra landbruget. Vi kunne kalde det kviekvoter. Men nej, velkommen til det feministiske krænkelseshelvede.«

29. maj lægger Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen en video på sin Facebook-side.

En video, hvor han fra Folketingets talerstol »siger fra over for nutidens feminister og deres konstante klynkeri og krav om kvindekvoter,« og en video, der i skrivende stund har mere end 1,1 millioner visninger på Facebook. Liket mere end 19.000 gange og har fået knap 3.000 kommentarer.

Altsammen noget, der på sin vis tegner et ganske fint billede af politikeren Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige.
Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Siden 3. april er det 45-årige folketingsmedlem ifølge KForum nemlig den danske politiker, der har fået flest nye 'side-likes' på Facebook kun overgået af statsminister Mette Frederiksen og hans partifælle og leder af Nye Borgerlige Pernille Vermund.

»Jeg har ikke den store forkromede Facebook-strategi,« indleder Lars Boje Mathiesen selv, da B.T. møder ham foran Christiansborg en regnfuld novemberdag.

»Jeg er bare en ganske almindelige familiefar, der ikke pakker tingene ind. Jeg er ikke bange for at blive udskammet,« fortsætter Lars Boje Mathiesen, da han skal forsøge at give sin egen forklaring på, hvorfor han de seneste måneder er blevet så populær på Facebook.

Smadrer Jakob Ellemann-Jensen

En popularitet, der har medført, at Lars Boje Mathiesen kan bryste sig af, at knap 90.000 danskere tilsyneladende synes, at han er mere interessant at følge på Facebook end eksempelvis Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der til sammenligning kun har lige knap 29.000 følgere.

»Jeg tror, at meget af den positive feedback skyldes, at man ikke kan mærke forskel på, om jeg står på Folketingets talerstol, sidder her og taler med dig, eller sidder nede på bodegaen med mine venner. Jeg er mig selv hele vejen igennem, og det er helt bevidst,«

Det betyder også, at Lars Boje Mathiesen ikke lægger fingre imellem, når han kommunikerer. Ifølge ham selv, siger han, hvad han mener, og mener, hvad han siger. Og det var et krav til Pernille Vermund, da hun spurgte, om han ville være med i Nye Borgerlige.

Hverken pressefolk eller spinkdoktorer skulle diktere hans måde at kommunikere på.

»Så når nogen siger, at jeg er direkte og kontant, så er det jo fordi, at vi er lullet ind i en kuppel, hvor politikere ikke svarer på det, de bliver spurgt om. Jeg svarer jo på det, jeg bliver spurgt om, og jeg gør det hellere på 10 sekunder end på to minutter.«

Det var også en medvirkende årsag til, at Lars Boje Mathiesen efter eget udsagn var en af de første, der satte spørgsmålstegn ved regeringens omdiskuterede epidemilov i en video på Facebook, der i skrivende stund har mere end 700.000 visninger.

»Mange politikere skal igennem spindoktorer og lige overveje, om det taktisk kan betale sig og afveje folkestemningen, men der venter jeg ikke med at sige noget,« fortæller han og tilføjer:

»Det skyldes nok også, at jeg ikke anser mit hverv som politiker som en karriere. Hvis du betragter det som en karriere at være medlem af Folketinget, så vil du ved en given sag straks tænke, om den skader din karriere, og så siger man måske ikke det, der skal siges. Jeg er ikke bange for ikke at blive valgt ind i Folketinget igen, og det er nok min helt store styrke.«

Den folkevalgte skolelærer

Selv mener Lars Boje Mathiesen, at hans baggrund som folkeskolelærer, selvstændig og musiker i et band har været med til at styrke hans kommunikation. Han er med andre ord vant til at stå på en scene og præstere.

»Og så kan mine følgere på Facebook nok godt se, at jeg ikke har en agenda. Jeg har ikke et mål om, at jeg skal være minister eller formand for et parti. Jeg vil bare gerne ændre nogle ting, som jeg synes, vi gør forkert.«

Derfor har Lars Boje Mathiesen også været særdeles aktiv i debatten, siden han i juni 2019 blev valgt ind i Folketinget for Nye Borgerlige. I begyndelsen foregik det typisk ved at forsøge at råbe de etablerede medier op om eksempelvis Nye Borgerliges finans- eller skattepolitik.

Men oftest var svaret ifølge Lars Boje Mathiesen noget i stil med: Kan du ikke sige noget om islam?

»Det måtte jeg jo sige nej til, for det var ikke aktuelt. Jeg har skrevet med et hav af journalister om Nye Borgerliges holdninger til forskellige ting, der ikke omhandlede indvandrere og integration, men så var det alligevel ikke med i avisen dagen efter.«

Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige.
Lars Boje Mathiesen, medlem af Folketinget for Nye Borgerlige. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og hvad gør man så?

»Jeg kunne jo sætte mig i et hjørne og tude over, at jeg blev fravalgt, eller jeg kunne gøre det på en anden måde. Og det er så lykkedes nu. Når jeg laver en Facebook-video, så når jeg ud til en halv million danskere, så jeg er ikke afhængig af at skulle i TV 2 News,« siger Lars Boje Mathiesen, inden han tilføjer:

»Jeg har reelt set slet ikke brug for nogen af de etablerede medier.«

Lars Boje Mathiesen blev valgt ind i Aarhus Byråd for Liberal Alliance i 2013, men forlod partiet i 2016, hvor han meldte sig ind i Nye Borgerlige. Her sidder han på 10 af partiets ordførerskaber.