Mette Frederiksen har dårligt fået frakke og hat af, efter hun trådte ind i Statsministeriet. Alligevel mener over halvdelen af de danske vælgere, at hun har begået løftebrud allerede.
52 procent af danskerne mener nemlig, at man må betragte det som løftebrud, at den splinternye danske statsminister slet ikke har fået en aftale om tidlig tilbagetrækning med ind i den 18 sider lange aftale, som socialdemokraterne indgik med SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.
Det viser en YouGov-måling blandt 1.002 respondenter, som B.T. har fået lavet.
Målingen er foretaget, inden Mette Frederiksen i går offentliggjorde, at regeringen havde inviteret Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening til drøftelser om, hvordan en eventuel differentieret tilbagetrækning kan organiseres.
Helt præcist har vi spurgt danskerne, hvor enige de er i følgende udsagn: »Det er et løftebrud, at Mette Frederiksen ikke har fået sit valgløfte om tidlig pension skrevet ind i den 18 sider lange aftaletekst.«
De 1.002 adspurgte kunne så tilkendegive, om de er helt uenige, delvist uenige, hverken enige eller uenige, delvist enige og helt enige.
31 procent af danskerne var 'helt enige', og 21 procent af dem var 'delvist enige'. Altså i alt 52 procent af danskerne, som var mere eller mindre enige i, at der er tale om løftebrud.
En af de danskere, som var godt og grundigt skuffede over, at der blev indgået en regeringsaftale, der slet ikke nævnte tidlig tilbagetrækning med et eneste socialdemokratisk ord, var den sønderjyske bryggeriarbejder Arne Juhl.
Arne Juhl prydede Danmark under hele valgkampen på socialdemokratiske plakater nationen over, hvor man under hans brede krop i kansasdragt og skæve smil kunne læse ordene 'Nu er det Arnes tur'.
Læste man så videre neden under de store bogstaver, så stod der noget om, at de mest nedslidte også skal have ret til en værdig pension.
Men til Arnes store skuffelse, så var det åbenbart slet ikke hans tur alligevel, som det ellers var blevet kommunikeret ud til alle danskere, der kunne læse på 1. klasses niveau.
»Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Det er klart,« siger Arne Juhl, der ud over at have løftet utallige tunge genstande rundt i sit virke som bryggeriarbejder spiller kortspillet skat på konkurrenceniveau i Fjelstrup Skatklub.
Men mener du, at der er tale om løftebrud?
»Tja, der synes jeg både, man kan argumentere for og imod. Det taler for løftebrud, at de slet ikke har forpligtiget sig til at arbejde i den retning i deres regeringsaftale. Omvendt taler det imod løftebrud, at Mette Frederiksen nu indkalder flere af arbejdsmarkedets parter til samtale om emnet (Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening, red.),« siger Arne Juhl.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser, at socialdemokraterne skulle have begået løftebrud.
»Der er ikke belæg for at tale om løftebrud. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Det Radikale Venstre er imod. Danskerne kommer til at opleve, at vi stålsat og stædigt kommer til at arbejde for at gennemføre en differentieret tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og at vi vil søge et flertal for det hos alle Folketingets partier,« siger ministeren.
»Derfor har vi nu gjort, som vi lovede under valgkampen. Nemlig indkaldt Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening til drøftelser om, hvordan det skal organiseres. Så vil vi fremlægge en konkret model. Herefter vil vi finde et flertal i Folketinget,« forklarer han.