Taxatjenesten Uber blev i flere år brugt som en skyggeøkonomi for danskere på overførselsesindkomst, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Tidligere har Skat slået fast, at kun 1 pct. af de danske Uber-chauffører betalte den rette skat. Men nu viser det sig, at mange Uber-chauffører også stod bag socialt bedrageri, mens de tjente penge på taxakørsel.

I 2018 sendte Skattestyrelsen 821 sager om potentielt socialt bedrageri blandt Uber-chauffører videre til myndighederne.

De er nu blevet gennemgået, og det viser sig, at der i 131 sager er begået socialt bedrageri - alene i 2014 og 2015.

Det er for eksempel sket ved, at danskere på kontanthjælp eller dagpenge har modtaget ydelser fra det offentlige, mens de i det skjulte har tjent penge som Uber-chauffører. De skal nu betale de offentlige ydelser tilbage.

I 22 tilfælde har bedrageriet været så omfattende, at det er meldt til politiet.

Det skaber frustration hos Socialdemokratiet, der var en af de største modstandere af Uber, inden selskabet lukkede i Danmark i 2017.

»Jeg er virkelig fortørnet over omfanget af socialt bedrageri. Men det viser bare, at Ubers forretningsmodel ikke hørte til i Danmark, og jeg er glad for, at Uber ikke er i Danmark længere,« siger arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S).

Leif Lahn Jensen (S) mener, at de nye tal om socialt bedrageri blandt Uber-chauffører understreger, at Uber ikke hører til i Danmark. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2018)
Leif Lahn Jensen (S) mener, at de nye tal om socialt bedrageri blandt Uber-chauffører understreger, at Uber ikke hører til i Danmark. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2018) Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Fra 2014 til 2017 brugte over 3.000 chauffører deres egen bil til at køre taxi gennem Uber.

Men det fik et flertal i Folketinget sat en stopper for i 2017, hvor de vedtog en ny taxilov, der gjorde Ubers forretningsmodel ulovlig i Danmark.

Ud over et skattesmæk på 11,3 mio. kr. har Uber-chaufførerne også snydt kommunerne og a-kasserne for over 3,5 mio. kr. i sociale ydelser i 2014 og 2015, viser notatet fra Beskæftigelsesministeriet.

Uber er blandt verdens mest populære deleøkonomiske platforme. Men den er langt fra enestående. I Danmark vinder platforme som Airbnb og Gomore frem, og generelt er deleøkonomien i høj vækst.

»Hvis mønstret fra Uber om socialt bedrageri viser sig som et generelt problem i deleøkonomien, bliver vi nødt til at stramme op på lovgivningen,« siger Leif Lahn Jensen.

»Sidste år hævede vi sanktionerne for at snyde med offentlige ydelser. Men jeg vil ikke afvise, at der skal flere tiltag på bordet,« siger han.

Myndighederne forsøger nu at finde ud af, hvor meget socialt bedrageri Uber-chaufførerne stod bag i årene 2016 og 2017.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Uber, men det har ikke været muligt.