Danske soldater har boet i partikelforurenede telte fra varmeblæsere. Minister afviser dog forbud

Selv om der er konstateret partikelforurening fra varmeblæsere af mærket VA-M40 i Camp Valdemar-lejren i Letland, bliver der ikke tale om et forbud mod brug af dem i forsvarsregi fremover.

Det skriver fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Forsvarsudvalget. Ministeren har modtaget to redegørelser i sag om partikelforurening i telte, hvor danske soldater har boet.

Der findes aktuelt ikke relevante alternativer, skriver ministeren i redegørelsen, hvor det også fremgår, at partikelforureningen ikke har bidraget væsentligt i forhold til livstidsrisikoen hos soldaterne, da eksponeringsperioden har været begrænset, fordi soldaterne ikke har opholdt sig særlig lang tid i forurenede telte.

- Det er Forsvarsministeriets Materiel - og Indkøbsstyrelses foreløbige, malterielfaglige vurdering, at der ikke udstedes anvendelses forbud vedrørende VA - M40, skriver han.

Sagen om de partikelforurenende varmekanoner tog sin start i midten af maj, hvor det blev konstateret, at der var partikelforurening i Camp Valdemar i Letland, hvor danske soldater har boet.

Forureningen overskred Arbejdstilsynets grænser, og Troels Lund Poulsen fortalte, at han så med stor alvor på sagen og ville få afdækket den helt.

Soldaterne har boet i Camp Valdemar i et halvt år. Soldater, der har boet der, er blevet bedt om at være opmærksomme på luftvejsgener, men ingen har indtil videre meldt sig med symptomer.

I redegørelsen fremgår det også, at varmekanonerne også bruges af Beredskabsstyrelsen, der ikke har konstateret partikelforurening.

Troels Lund Poulsen understreger dog, at varmeblæserne skal bruges med omtanke i fremtiden og placeres optimalt.

- Jeg ser samlet set med stor alvor på situationen og finder det vigtigt, at Forsvaret og Forsvarsministeriets Materiel - og Indkøbsstyrelse sikrer, at noget tilsvarende ikke gentager sig. Jeg vil vende tilbage e til sagen, hvis den udvikler sig væsentligt, skriver han.

/ritzau/