Kritikken hagler i øjeblikket ned over KVINFO.

Først var det formanden for Det Konservative Folkeparti, Mona Juul, der fredag på sin Facebook rasede mod videncentret.

Og nu melder Danmarksdemokraterne sig så også ind i kampen mod KVINFO. Det skriver TV 2, der har talt med partiets ligestillingsordfører.

Flere løftede øjenbrynene, da Cyklistforbundets forperson og KVINFOs direktør i sidste uge kaldte den aktuelle snerydning for 'sexistisk'.

»Undskyld. Men hold op noget bavl,« skrev Mona Juul, og hun tilføjede:

»Det tjener på ingen måde kvindes rettigheder, at man insisterer på at se ligestillingsproblemer, hvor de ikke findes.«

Det var i Radio IIII-programmet 'Eftermiddag', at Cyklistforbundets forperson, Jens Peter Hansen, kaldte snerydningen herhjemme for »sexistisk«.

Snefaldet går mest ud over kvinder, fordi cykelstier først ryddes efter vejbanerne, mener KVINFO og Cyklistforbundet.
Snefaldet går mest ud over kvinder, fordi cykelstier først ryddes efter vejbanerne, mener KVINFO og Cyklistforbundet. Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix

Forpersonen kobler nemlig snerydningen op med forskelsbehandling i byerne, hvor flere mænd er bilister, mens kvinder cykler mere.

Senere blev han så bakket op af KVINFOs direktør, Henriette Laursen, som lod sig interviewe på samme radiokanal.

Det er dog ikke snerydningen, der ligger til grund for Danmarksdemokraternes kritik.

Det er i stedet videncentrets udtalelser om dommen mod Jes Dorph i 2025, hvor KVINFO stillede sig kritisk overfor, at sagen var voteret af fem mandlige dommere.

Ifølge Danmarksdemokraternes ligestillingsordfører, Kim Edberg Andersen, ønsker man nu at fratage KVINFOs deres bevillinger ved at fjerne Kvinfo på finansloven for 2027.