Vælgerne belønner Putin for ambitionen om at gøre Rusland til supermagt, vurderer danske politikere.

København. Ruslands præsident, Vladimir Putin, står stærkt efter søndagens valg, hvor mere end 70 procent af vælgerne har givet deres opbakning til den siddende præsident.

Dermed må man forvente, at den nuværende kurs fra Rusland vil fortsætte, lyder vurderingen fra danske politikere dagen efter valget.

- Han har fået et meget stærkt mandat, siger DF's udenrigsordfører Søren Espersen.

- Jeg tror, at folk i Rusland føler, at Vladimir Putin har løftet dem op i superligaen igen, efter at de i nogle år har følt sig trådt på efter Sovjetunionens fald, siger Espersen.

Også Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, hæfter sig ved Putins drøm om at bygge Rusland op til fordums supermagtstatus igen.

- Vi må desværre forvente, at den meget hårde retorik, men også handlinger, som Putin har stået bag, vil fortsætte, siger Aastrup Jensen med henvisning til blandt andet hackerangreb mod vestlige mål.

Samme forventning har Socialdemokratiets udenrigsordfører Nick Hækkerup. Han peger blandt andet på, at der har været russisk indblanding i flere demokratiske valg i den vestlige verden.

- De vestlige lande skal holde sammen. Men vi skal også snakke med russerne. For det er måden at sikre på, at der ikke er en situation, der eskalerer og udvikler sig katastrofalt, siger Hækkerup.

Han hæfter sig ligesom Michael Aastrup Jensen ved, at Putins stærkeste modkandidater har været forhindret i at stille op. Og at der allerede har været eksempler på, at der er foregået valgsvindel.

Men det ændrer ikke ved, at der er en stærk opbakning til Putin i den russiske befolkning.

- Putin har haft en dagsorden, hvor han har appelleret til den nationale stolthed. Russerne har villet det her store max-Rusland igen, siger Hækkerup.

Michael Aastrup Jensen siger:

- Selv om valget havde været efter europæiske standarder, tror jeg stadig, at Putin ville vinde. Men jeg tror, at det så havde været en markant mindre valgsejr.

- Han er populær. Men grunden til, at han er populær, mener jeg, er, at der er bygget denne her idoldyrkelse op. Hvis man følger med i russisk presse, får man indtryk af, at Vesten kun er ude på at tryne Rusland. Og derfor har man brug for en stærk mand.

/ritzau/